Megalit.dk

Google translate

Oldtid til nutid

Sjælland - Danmark

Megalitgravene / Storstensgravene

Området omkring Tystrup-Bavelse Sø rummer mange langhøje, dysser og jættestuer. Kellerød-dyssen er med sine 124 m Sjællands længste langdysse. I skovene ligger en del megalitter bevaret, men også i det åbne land ligger mange.

Lejre

Skibssætning Gl. Lejre er fra Vikingetiden ca. 800 – 1050. Skibssætninger er skibsformede stensætninger. Det er den eneste velbevarede Skibssætning fra 900-årene, den er ca. 80 meter lang, bredden over midten er ca. 10,5 meter. Af den nordøstlige side står endnu 13 + 2 sten, af den sydvestlige side står der 12 sten, andetsteds på arealet 6 sten.

Nordfor ligger Grydehøj og Margrethe Sten:

Grydehøj blev udgravet i 1958, og har en diameter på 36 meter, højden er ca. 3 meter. Den indeholdt en brandgrav med rester af rige oldsager, guldtråde fra en fornem klædning, bronzestumper og jernnavler. Graven er dateret til ca. 550, den tid hvor de sagnomspundne Skjoldunger skulle have boet i Lejre! Navnet Lejre knytter de fleste danskere sammen med sagnkongerne ”Skjoldungerne”. Danmarks ældste kongeslægt. Margrethe Stener måske en sidste rest af en skibssætning. Det er en fritstående sten, ca. 2 meter høj.

Rundhøjen Ravnshøj ligger lidt øst for Margrethe Sten. Den er fra Oldtiden og har en diameter på ca. 26 meter, højden er ca. 3,25 meter.

Lidt nordligere på venstre hånd ligger Hyllehøj, der er fra Oldtiden. Hyllehøj er ca. 30 meter i diameter, højden er ca. 5 meter.

Kongedyssen (Dæmpegårdsdyssen)

Tokkekøb Hegn lige nord for Blovstrød er meget rig på oldtidsminder fra især bondestenalderen (4.000 – 1.700 f.Kr.) I skovens sydlige del omkring “Lille Hjortemose” ligger ikke mindre end 4 langdysser samt flere gravhøje, og spredt i den centrale del ses yderligere en del gravhøje.

Den bedst bevarede dysse er dog “Dæmpegårdsdyssen” lige syd for Fr. VII´s vej i norddelen af skoven. Her kan du opleve en smuk langdysse med to gravkamre, som blev opført omkring 3.400 f.Kr. Langdyssen kaldes også “Kongedyssen”, idet Kong Fr. VII. deltog i udgravningen af den i 1860.

Kongens navnetræk og datoen 30/5 1860 står indhugget i en randsten i nordvest-hjørnet til minde om begivenheden. På sydsiden af den store overligger er indhugget initialerne L.D. (Louise Danner). Den 25. juni 1903 blev dyssen fredet. 

Stuehøj på Sjælland

Stuehøj ligger nyrestaureret i et grønt område midt i Ølstykke, og tæt ved en S-togstation. Adgangen til jættestuen foregik gennem et hul i loftet på højens top, fordi den oprindelige indgang var tilkastet med jord.

I midten af 1960″erne blev adgangen til Stuehøj spærret, da der var fare for sammenstyrtning. I 2006 er Stuehøj blevet restaureret, og fremstår i dag som en stor flot gravhøj med indgang til jættestuen.

Den flotte gravhøj med jættestue er absolut et besøg værd. Beliggenheden tæt ved S-togstationen, gør det nemt at besøge den.

Husk en lygte når du skal ind i jættestuen, der ligger en sten i hver sin ende, som rager op fra gulvet, og uden lys kan man nemt falde over dem.  

Elverhøj

Stevns – “Elverkongens rige”

Bronzealderhøj, der har fået navn efter J.L.Heibergs skuespil ‘Elverhøj’, og som har inspireret H.C. Andersen til eventyret. Højen hed tidligere Ellehøj. Sagn kan fortælle, at i høsttiden efter mørkets frembrud står højen ofte på gloende pæle, så man kan se elverfolket danse i højen.

Lige øst for vejen Hellested og Karise ligger den med en storslået udsigt over Tryggevælde Ådal. Højen er kendt over det ganske danske land som “Elverhøj” – elverkongens bolig. Hvidtjørnen på højen er ifølge et gammelt sagn en gave fra høvdingen på Stevns. Elverfolket værnede tilsyneladende nidkært over gaven. I hvert fald fortæller andre sagn om folk, hvis heste døde, efter de havde taget grene fra tjørnen!

Elverkongen herskede over Stevns Herred og tålte ingen anden konge i sit rige. I Danmarks mest opførte skuespil “Elverhøj” vovede den danske nationalkonge, Christian IV, dog at overskride Tryggevælde Å og betræde Stevns jord med de berømte ord: “Vel er dette ikke Rubicon, og vel er jeg ikke Cæsar, dog siger jeg: Jacta est alea (terningerne er kastet)”, inden han ilede til sin kongsgård for at optrevle gamle rænker og forene de unge elskende med de lige så berømte ord: “Og nu af sted til Højerup”.

Carlstenen

Stendysse kaldet Carlstenen, i Skoven ved Grønnesøegaard,

I 1908 blev Carlsstenen udvalgt til at være hovedmotivet på den nye danske femkroneseddel, som Nationalbanken udsendte. Kunstneren bag pengesedlen var Gerhard Heilmann, som havde deltaget i en konkurrence om at lave det flotteste design til Nationalbankens nye pengesedler.

Fuglebjerg jættestue

Jættestue med rektangulært kammer bevokset med tjørn og brombær. Omgivet af jordhøj og beliggende i ager. 2 af kamrets 4 dæksten nedstyrtede. Gangen bevaret, dog uden dæksten.

Hårlev kirke

Hårlev Kirke er bygget 1080-1275 i romansk stil af kridtkvadre og munkesten. Bag kirken ligger den store gravhøj Kong Hothers Høj eller Kongshøj. Der er runer på en kirkevæg ved højen.

Hvissingestenen

Hvissingestenen er Sjællands største sten. Stenen, der er en vandreblok fra istiden, måler 5×6×3,5 m og vejer ca. 130 tons. Stenen består af granit, og på dens flade overside ses skurestriber og parabelformede brud fra dens rejse med indlandsisen 

Hylledysse

Hyldedysse ligger 450 meter ude på en mark, lige ved siden af Skalstrup lufthavn. Den udgør taget af en 5500 år gammel runddysse.

Jættedysser ved Ejby Å

En jættedysse med 17 bæresten, ovenpå bærestenene ligger endnu et lag større sten, indskudssten.

Mange sten mangler, antagelig brugt som bygningsmateriale, en skæbne der er overgåret mange dysser og jættestuer, 

Julianehøj

Julianehøj er en ombygget jættestue ved Jægerspris Slot på Sjælland mellem Isefjord og Roskilde Fjord. Den ligger lige uden for Slotshegnet og indgår i monumentparken Mindelunden.

Jættestuen, som stammer fra ca. 3000 f.Kr., hed oprindelig Monses høj og Væverhøj og blev udgravet og stærkt ombygget i slutningen af 1700-tallet på foranledning af Arveprins Frederik og Ove Høegh-Guldberg. Man fandt menneskeknogler, en kobber- eller bronzedolk samt flintredskaber.

Frederik navngav det nye monument efter sin mor enkedronning Juliane Marie. Billedhuggeren Johannes Wiedewelt omdannede 1776-89 jættestuen til Julianehøj med mindesten for hedenske danske konger og udførte 54 monumenter for berømte nordmænd og danskere til den tilstødende mindelund. De skulle forvandle “den Tavse Lund ved Jægerspris til et nordisk Pantheon Mindelunden skulle være et “peripatetisk” anlæg: man skulle ved vandring fra monument til monument ihukomme de afdøde fra dobbeltmonatkiet Norge-Danmark; det skulle være en opdragende mindepark.

Den magtfulde tyske læge og politiker Struensee var blevet henrettet 1772, og man begyndte blandt andet med dette anlæg at interessere sig for den nordiske fortid. Wiedewelt tegnede en ny indgangsportal, den tidligere østvendte indgang blev lukket, og der blev opsat en tavle i norsk

På selve jættestuen blev der opsat syv mindestøtter i norsk Gjellebækmarmor med navne på de tidlige sagnkonger: Skjold, Frode Fredegod, Dan Mykillati, Harald Hildetand, Wittekind (fra Sachsen og som tidligere med bestemthed blev anset som stamfar til Den Oldenborgske Slægt), Harald Hårfager (der samlede Norge) og Gorm den Gamle. I 1782 blev en norsk runesten monteret på toppen, den såkaldte Igijos sten, fundet i 1781 i en grav ved gården Stenstad i Telemark.

Den arkæologiinteresserede kronprins Frederik undersøgte også gravhøjen i april 1834.

 Hele monumentet blev restaureret i 1984. Mindelunden i parken og skoven, Slotshegnet, udgør et nationalt kulturhistorisk monument. Anlægget omfatter jættestuen, Julianehøj og 54 mindestøtter. Scavenius kalder anlægget et hovedværk i præromantisk havekunst.

Kræmplinge stendysse

Helt ud til den lille landevej mellem Størlinge og Nørre Tvede ligger Krømplinge Stendysse.Selve jordhøjen som dyssen er beliggende på er 11 meter i diameter og 1 meter høj, men er beskadiget af pløjning og vejanlæg. Der er bevaret 12 randsten rundt om dyssen. Kammeret i dyssen har rektangulært grundplan der er 1,9 m langt, 1 m bredt., 1,3 m højt.

Møllehøj

Møllehøj er en rundhøj fra stenalderen, med en stor jættestue. Den ligger i Frederikssund Kommune, men har indgang i Egedal Kommune. Blev tidligere kaldt Udlejre Stenstue.

Højen er 4,5 meter høj og 24 meter i diameter. Den er åben, så man kan besøge den. Jættestuens kammer er monumentalt og meget illustrativt. Hvis man vil ind i kammeret, skal man huske en lommelygte. Møllehøj Jættestue er en af landets mest højloftede jættestuer, men man skal helt ned på hug for at komme derind. Indgangen er lang og lav, men de fleste kan stå oprejst i kammeret. Møllehøj Jættestue er fra ca. 3500 f.Kr.

Kammeret består af 15 bæresten og 4 overliggere og gangen af 8 bæresten og 4 overliggere. Kammeret er 6,8 x 3,0 x 2,0 m.  

Møllehøjs Dys

En flot megalitgrav fra Tragtbægerkulturen bestående af 4 sidesten, 1 tærskelsten, 1 overlægger på plads og 1 gang-sten.

Stengård dysse

Dysse uden høj 2 x 3 x 0.1 m. Kammeret består af 3 bæresten, 1 tærskelsten og 1 dæksten. På dækstenen er der kilespor efter forsøg på kløvning.

Store Elmue Dysse

Ved Store Elmue i Roholte sogn ligger en smuk stendysse fra den yngre stenalder. Det er en storstensgrav med flere store overliggere. Gik under betegnelsen ”Fandens Fodspor i Store Elmue”

Stridsmølledysser Suså

Ved Suså finder flere monumenter spredt over et område.

Tokkerup Dysse

Jættestue 9 x 12 x 1,2 m. Kammer med 5-6 bæresten og 2 dæstenhvor den ene er sprængt

Valby Hegn

De seks langdysser i Valby Hegn er bygget omkring 3.400 f. Kr. og ligger alle langs østsiden af Tobro Å. Dengang var åen formentlig en færdselsåre, og sandsynligvis har stenaldermenneskene, der opførte gravene, også haft deres boplads i området.p gennem tiden forfaldt dysserne, og mange af stenene blev fjernet og genbrugt til andre formål. Jorden omkring gravkamrene styrtede sammen, og flere steder voksede der store træer på toppen af gravene.

Men i 1939 besluttede staten at restaurere dem. I september 1940 var arbejdet færdig, og langdysserne fremstod i den form, de har i dag.

Alle dysserne har haft mindst to gravkamre. Nogle har permanent lukkede kamre, og ved andre er der bygget en kort gang ind til gravkammeret. Det er sjældent at se en sådan variation med få meters afstand. 

Dilhøj Runddysse

Dysse i lav rund jordhøj “Dilhøj”. På dyssen de kendte helleristninger. Kammeret er sekskantet, 2,06 m langt i retningen NNV-SSØ, knapt 2 m bredt, ca. 2 m højt. Det er bygget af 5 store, indvendig flade og foroven let indad-skrånende sidesten, samt af en sjette kun 0,50 m høj sten, der tjener som tærskelsten. Mellemrummene mellem de 5 store sidesten er eller har været udfyldt med flade fliser. Over de 5 sidesten hviler en kolossal dæksten ca. 2,80 m l., 2,20 m br. og 1,20 m tyk, på denne overside har der været nogen helleristningsfigurer.

Kammeret har mod SSØ en 0,60 m br. åbning og udenfor denne og tærskelstenen udgår mod SSØ en ca. 2,70 m l. og en 0.70-0,85 m br. gang med 2 sten for hver side, de to inderste er de største. Dæksten over gangen mangler.

Frendrupgaard Dyssen

Odsherreds nok mest seværdige stendysse, “Frenderupgård-dyssen”, er en runddysse med et sekskantet kammer med indgang. Der er beliggende ved Herrestrup i Grevinge på hjørnet af Holtevej og Odstrupvej på Frenderupgårds jorder.

Vikingeborgen Trelleborg (DK)

En af de mest kendte strukturer fra sen vikingetid

Ruinerne var stadig synlige ved udgravningen, og den jordiske voldgrund er nu genopbygget til sin oprindelige størrelse: 180 meter i diameter. Åben fra 1948

To veje, der vender mod kompaspunkterne, deler den indre del i nøjagtigt 4 samme størrelser. Det anslås, at denne ‘militære zone’, hvad den sandsynligvis var, blev bygget efter kongens ordrer omkring 980 e.Kr. og kunne være brugt af for 900 soldater. Bortset fra deres militære funktion menes disse fæstninger at have været administrative centre og produktionscentre. Soldater, håndværkere og adelige, der arbejdede som funktionærer for kongen, boede her sammen med deres familier.

Lidt væk fra stedet er der et besøgscenter med nogle af de originale fund og meget forklaring i film, modeller og rekonstruktioner – en god start for dem, der går udenfor, hvor levende historie skuespillere, hvis man er heldig, demonstrerer håndværk eller kæmper .

Vikingeborgen Borrering

For nylig opdagede man ud fra luftfotos at det havde været en bygning nær Køge og det viste sig at være en vikingeborg som Trelleborg..

Borrering – er en sjællandsk vikingeborg i Køge Kommune. Dens vold er cirkulær deraf betegnelsen ringborg, som også bruges om andre danske vikingeborge. Ringborgen ligger øst for Gl. Lellingegaard i Højelse Sogn og nordøst for Lellinge. Marken, som borgen ligger på, har tilhørt Vallø Stift.

Ringborgen måler 145 m i ydre diameter (i indre ca. 122 meter) og er den tredjestørste af de kendte borge af trelleborgtypen. Den var udstyret med en 10-11 m bred vold, omkranset af en palisade (et skanseværk af tilspidsede træpæle). Der er ikke fundet en voldgrav i tilknytning til anlægget, men Ellebækken, der løb ret vest for borgen, kan måske have tjent som en naturlig barriere og en mindre sø nord/nordøst for borgen og dennes afløb øst om borgen (Sydmotorvejen er nu lagt hen over større dele af dette afløb) kan måske have tjent samme formål. Borgens nord- og østport lå ved udgravningen i 2014 præcis der, hvor man ville forvente de skulle være, når der er tale om en borg af trelleborgtypen.

Området omkring borganlægget har i vikingetiden ligget strategisk placeret, hvor de gamle hovedveje fra Roskilde og Ringsted mødtes og nåede ud til to vandløb i Køge Ådal, der i vikingetiden var en sejlbar fjord og én af Sjællands bedste naturhavne, hvor fra man let har haft adgang til Køge Bugt.

Asnæs Forskov

Skovene på Asnæs sydvest for Kalundborg gemmer på hele 100 gravhøje fra bronzealderen. For over 3000 år siden var hele næsset et åbent og opdyrket landskab, men nu er Asnæs tydeligt delt op i henholdsvis skov og marker. Skovens træer har reddet en masse fortidsminder fra at undgå nedpløjning, og man kan derfor i dag finde et væld af gravhøje og spor efter gamle oldtidsmarker. Et af de ældste fortidsminder, der er på Asnæs er en langdysse, der stammer fra den tidlige del af bondestenalderen (ca. 3500 f.Kr.) Den sydlige del af dyssen er styrtet i havet pga. kysterosion. Kalundborg Museum har udgravet den mest truede del af langdyssen, der i dag er delvist restaureret.

Kallerupstenen

Kallerupstenens historie: Da en stenhugger i 1827 var i færd med at kløve sten på gårdejer Niels Larsens mark ved Kallerup, så han en sten ragende næppe en tomme over jorden. På den side, som vendte mod jorden, var udhugget bogstaver. Degnen H.F.H.Mossin i Høje-Tåstrup meddeler 18. december 1827 fundet til Nationalmuseet. Stenen lå midt mellem Roskilde Landevej og Nedrevejen fra Kallerup til Baldersbrønde. Nationalmuseets sognebeskrivelse siger, at den lå syd for Græshøj og nord for enden af Græshøjvej.

Da kultusminister J.J.A. Worsaae ved sit besøg i 1850 fandt runestenen næsten tildækket af jord, fik han den 1851 opstillet ved hjørnet af Roskildevej og Kallerupvej. Men skoledrengene pyntede desværre for meget på stenen ved at ridse runerne tydeligere med kridt. Derfor blev den efter opfordring fra provst P. Heegaard i 1921 flyttet hen på kirkegården ved Ansgarkirken. Stenen var en gravsten over en fornem hedensk vikingehøvding fra omkring år 800 e.Kr. Mens stenen endnu stod ude ved landevejen, blev den af egnens kunstmaler, L.A. Ring, foreviget på et maleri: Runesten ved Roskilde Landevej. På billedet af den øde vej med stenen og en række telegrafpæle ser man i forgrunden en krage svæve lavt over snedækket landskab.[2]

Runerne på Kallerupstenen, ”der lå ved Roskilde kulturbygden Kallerup ved Roskilde Fjords indre vige”, er fra 700-tallet e.Kr. Der er i Danmark kun fundet ganske få andre runestene fra 700-tallet. En af dem er Snoldelevstenen, der er flyttet til Nationalmuseet. Disse tidlige runestene er kun fundet på øerne og i Skåne.

Kallerupstenen er en runesten fra ca. år 825. På stenen står (oversat): Hornbores, Svides Ætlings,sten. Stenen står i dag ved Ansgarkirken i Hedehusene.

Munken Ansgar blev af den tyske kejser Ludvig den Fromme sendt til Danmark ca. år 850, efter at vikingekongen Harald Klak var blevet døbt i Mainz. Ansgar kom for at kristne danskerne, men det varede længe før Odin og Thors magt blev brudt for “Hvide Krist”. Omtrent samtidig var det, at der i den ældgamle hellige Hurnburasten med 2 skåltegn blev indhugget runer. Kallerupstenen er fra ca. år 826 og således måske den ældste runesten i Danmark. På stenen står der i oversættelse “Hornbores, Svides Ætlings sten”. Mandsnavnet Hornbora eller Hurnbura er bevaret i flere stednavne, f. eks. Hornbor mose. Svideslægten er ukendt. Kallerupstenen er 1,65 meter høj og 0,78 meter bred.

Den første kirke i Høje Taastrup byggedes af træ ca. 1050 vel i stedet for et gammelt gudehov. Den efterfulgtes af en kridtstenskirke under Erik Lam ca. 1140, og endelig byggedes murstenskirken i Valdemarstiden ca. 1200. Man har undret sig over, at der ikke blev bygget en kirke ved Kallerup, hvor de mægtige vikingeslægter boede og blev højsat her på egnen eller på Balderhøjnes 46 m høje bakke, egnens højeste punkt, hvor oldtidsforskere mener, der har været et odinstempel og gudebehov, men på den lavere bakke i Høje Taastrups opkomling af en torpeby.

Men man forstår det, når man hører det gamle sagn, som gdr. H. Hansen, Toftegård, Soderup fortæller: Man begyndte virkeligt et kirkebyggeri ved Kallerup, men måtte opgive det, fordi de onde trolde hver nat ødelagde, hvad man havde opbygget om dagen. Derfor blev høvdingeslægterne tvunget til at prøve at bygge andetsteds. Det lykkedes da at få opført kirkerne i Fløng og Høje Taastrup, som troldene kun kastede store sten efter.

Vemmetofte

Da jeg var barn fik jeg at vide at alt land i Vemmetofte var ejet af Vemmetofte Slot, der igen var ejet af Vallø Slot, så der var ingen privatejet boliger i Vemmetofte. Har ikke kunne finde noget, der kan bekræfte om det stadig gælder.

Vemmetofte har været kloster siden 1735, først for adelige jomfruer. Senere, da der var mangel på dem fik andre jomfruer også adgang. I 1975 blev jomfruklosteret nedlagt (mangel på jomfruer) og slottet blev solgt som ejerboliger til  både ægtepar og enlige mænd og kvinder.

En af de ting, man kan se i Vemmetofte er musestenen. Musestenen er rund og glat og ligner en mus med ører og mund set fra en bestemt vinkel. Kun halen mangler! Den er kun delvist overgroet af laver og er derfor en god sten til at se karakteristisk granit.

I dag ligger Musestenen på stranden, men under isvinteren 1892/93 skruede havis den i vejret, så den omtrent hang i toppen af et bøgetræ.

Musestenen, 3 x 4 m stor og ca. 2 m høj. Stenen er nærmest oval med rundet top, som fortsætter ned til marken. Nordsiden er noget ujævn med afsprængninger og et par kraftige sprækker; det nordvestlige hjørne er også afsprængt.

Diverse sagn:

Stenen er kastet af en troldkælling på Møn efter Vemmetofte Kloster, da hun hørte klokkerne ringe. Stenen er kastet i strømpebånd af en gammel heks på Møn efter Vemmetofte Kloster. Hun kastede først med småsten, men de røg for langt

Stenen er kastet fra Møn af en jomfru, der hadede jomfruklostre

Stenen er kastet af en svensk heks efter Vemmetofte kirkeklokker, som hun irriteredes over at kunne høre over sundet

Stenen er kastet af en trold på Møn efter Vemmetofte Kloster

Et andet interessant sted er Hellig Svends Kilde der ligger på Vemmetofte Klosters grund, tæt ved Kildeås udløb i Vemmetofte strand.

Ifølge sagnet begyndte kilden at springe på det sted hvor Svend Korsfares lig skyllede i land efter at han på vej hjem fra det første korstog forliste med hele sin besætning ud for Vemmetofte strand. Året skulle være 1104.

I 1536 blev der bygget et kapel ved Hellig Svends Kilde, som senest blev renoveret omkring år 1900.Tilsidst var der dog kun et betonfundament og en grim brøndplade tilbage.

I min barndom var kilden total faldefærdig og der var ikke ret meget vand i den og selv om vandet skulle være helbredende var vandet ikke specielt rent.

I 2013 blev kilden restaureret og med et fantastisk resultat.

Bo Karberg har gjort dette moderne kunstværk “In Situ”. Dvs. sagnet, kilden og stedet spiller tæt sammen. Der er anvendt marksten fra Vemmetoftes marker, og det forhold at vandet i kilden er stærkt okkerholdigt, er her brugt som en kvalitet. Fra kilden i midten af kunstværket ledes vandet ud igennem 4 åbninger, og okkeren i vandet danner herved det gamle malteserkors, som korsfarerne anvendte som tegn. Nu kan man igen drikke af Hellig Svends Kilde.

https://youtu.be/PNSbPRlhZJY

Stendysse år 2500 f.Kr. Bautahøj, Kulhuse, Hornsherred

I haven ved  Bautahøj Kursuscenter

Hjortegårdene Runddysse er en dysse, der går tilbage til den neolitiske æra, der ligger i Hornsherred. Dyssen ligger på grunden til Bautahøj kursuscenter. Højen, der ville have omringet dyssen, er blevet ødelagt på grund af erosion og pløjning gennem årene. Dyssen består af en stor sten, der understøttes af fem støttesten og to støttesten, der bruges til den lille passage, der fører ind i dolmen, forbliver også.

Bag dyssen ligger en anden dysse.

https://jphist.dk/hf/Bautahoej.html

Hvorfor hedder halvøen Hornsherred, se sagnet om Kong Horn, Kong hane og Kong Bjørm på følgende link     https://jphist.dk/hf/Horn.html

KONG HORN, KONG HANE OG KONG BJØRN

I den Tid da der var mange Smaakonger i Danmark, regerede der en Konge ved Navn Horn over den Del af Landet, som efter ham fik Navnet Horns Herred; han havde sin Borg ved Skovsøen og drog ofte paa Vikingetog i fremmede Lande, hans Dronning hed Else og deres Søn Knud.

Horns Nabokonger Hane og Bjørn gjorde i hans Fraværelse ofte Indfald og plyndrede og anrettede Ødelæggelser, Kong Horn kom engang over dem og tilføjede dem et stort Nederlag, saa de maatte underkaste sig, men i Kampen faldt Kong Horns tapre Søn Knud; han blev begravet i den Høj, som efter ham fik Navnet Knuds Høj. Den følgende Sommer drog Kong Horn og hans Kæmper atter paa Vikingetog og overlod Borgens Forsvar til Dronning Else og en mindre Besætning af Mænd. Da Sommeren gik mod Slutningen, gik Dronning Else ofte op på en Høj og spejdede ud over Søen efter de ventede Skibe med hendes Mand og hans Kæmper; denne Høj fik siden Navnet Elses Høj. Imidlertid faldt Kong Hane og Kong Bjørn atter over Kong Horns Land og ødelagde hele den nordlige Del af det, den grusomme Kong Hane lod denne Gang hvert Menneske dræbe og hver Beboelse ødelægge. Dronning Else og hendes Jomfruer og Terner iførte sig Mandsklæder og deltog i Forsvaret af Kongeborgen ved Skovsøen, men denne blev omsider stormet og hele Besætningen nedhugget, hvorefter Borgen blev ødelagt og jævnet med Jorden. Faa Dage efter dette sejlede Kong Horn og hans Mænd ind i Isefjorden med store Skatte fra fremmede Lande, men saa, da de var gaaet i Land, den forfærdelige Ødelæggelse, der var anrettet.

En Terne, som ved List var undkommet med Knuds lille Datter Astrid og havde holdt sig skjult i Skoven, kom omsider frem og fortalte Kong Horn, hvad der var sket; denne svor nu en frygtelig Hævn over sine Fjender. Han nedgravede først sine store hjembragte Skatte i Nærheden af Sønnens Gravhøj, hvor de ligger den Dag i Dag, derefter bragte han Knuds lille Datter Astrid i sikker Forvaring. Da dette var bragt i Orden, sejlede han til Halsnæs med sine Vikinger og slog og fangede først Kong Hane, han lod ham halshugge og hans Hoved sætte paa en Stage paa det Sted, som derefter hedder Hanehoved; derefter slog og fangede han Kong Bjørn og lod ham behandle paa samme Maade, idet han lod hans Hoved sætte paa en Stage paa det Sted, som derefter hedder Bjørnshoved. Det følgende Foraar sejlede Kong Horn og hans Kæmper atter paa Vikingetog, men vendte aldrig mere tilbage. Hele den nordlige Del af hans Rige, som Kong Hane havde ødelagt, vedblev i mange Hundrede Aar at være en øde Skov, hvor vilde Dyr, Trolde og allehaande onde Væsener havde Tilhold.

Knuds Datter Astrid blev siden Sigurd Snogøjes Dronning og Moder til dennes Søn Hardeknud, hvis Søn Gorm den Gamle atter samlede Danmark til eet Rige.

Dette lille sagn slutter med Gorm den Gamle, som ifølge historiebøgerne regerede en del af Danmark til ca. 950.

Kilde: Anders Uhrskov, Folkesagn 1922