Megalit.dk

Google translate

Oldtid til nutid

Frankrig

Generelt om Frankrig

Megalitter i Frankrig

De ældste megalitter kendes fra Bretagne i Nordfrankrig fra ca. 4000 f.Kr.

Her kaldes de maenhir (= “lang sten”).

Hvis man er interesseret i et overblik over alle megalitsteder i Frankrig se på følgende link

https://www.megalithic.co.uk/leaflet_megalith_map.php?country=6

Jeg vil kun beskrive nogle af de mest spændende herunder.

Bretagnes mange stendysser og mærkelige opretstående bautasten (menhirs), hvoraf der alene i Carnac området findes 3000, viser, at området har været centrum for en omfattende stenalder civilisation med stor teknisk kunnen — nogle sten vejer 350 t — og med betydelige resurser til disposition for høvdinge og præsteskab.

Se særskilt side om Bretagne.

Mont Saint-Michel - Normandiet

Denne ø ligger over for en tilsvarende ø på den Engelske side med St Michael’s Mount bygningen.

Den ligger et af de steder i verden, hvor tidevand forskellen er meget stor – så man kan egentlig kun kalde det en ø når det er højvande. Tidevandet omkring øen kan på sit højeste komme op på 14 meter over laveste vandstand. På den engelske side er forskellen mellem højvande og lavvande ”kun” på  omkring 4 meter.

“Mont-Saint-Michel er Frankrigs svar på Egyptens pyramider”, sagde Victor Hugo. Faktisk er det en af Frankrigs mest ikoniske lokaliteter beliggende i et helt usædvanligt naturområde i bunden af golfen på grænsen mellem Bretagne og Cotentin i Normandiet. Netop her hvor tidevandet er et af de mest spektakulære i verden, eftersom havet kan trække sig helt op til 15 km bort fra kysten. To gange dagligt forvandles bugten til en sandørken og et ocean, og først i 1879 blev bjerget forbundet med fastlandet via et dige, som ikke kunne oversvømmes.

Mont Saint-Michel er beliggende cirka 1 km fra landets nordkyst- Indbyggertallet var i 1999 blot 50. Øen blev befæstet i det 6. og 7. århundrede og hed dengang Mont Tombe.

Den imponerende klosterkirke, ligger majestætisk på en stejl klippeø på grænsen mellem Normandiet og Bretagne. Det første bedehus for ærkeenglen Mikael blev opført her i begyndelsen af 700-tallet og udbygninger har siden gjort Mont Saint-Michel til et religiøst monument i klasse med Peterskirken i Rom.

Engang var Mont Saint-Michel ikke så nem at komme til, men i dag er der bygget en dæmning fra fastlandet og ud til øen, hvilket er belejligt under højvande, når sandbunden forsvinder under bølgerne. Du kan desuden vælge at hoppe på en gratis bus fra parkeringspladsen derud.

Adskillige hektar har man taget fra havet og omdannet til marskområde som benyttes til græsning for får, der her æder af det salte græs, som giver kødet den delikate smag af saltengslam. I de sidste 40 år har man ligeledes høstet tonsvis af østers og muslinger hvert eneste år.

Mont-Saint-Michel er stedet, hvor historie flyder sammen med myter og legender. Allerede i det 12. århundrede undrede man sig over, hvordan det var opstået, og svarede ofte tilbage med fantastiske fortællinger.

Bugten er dragens tilflugtssted. Den skal besejres, hvis man skal nå til bjerget og frelses. Mirakler forekommer også. En gravid kvinde ville vende hjem efter at have fremsagt sine bønner på bjerget, men undervejs over bugten blev hun pludselig overmandet af fødselssmerter og kunne ikke fortsætte, træt som hun var. Hendes følgesvende var imidlertid mest optaget af at redde sig selv inden tidevandet kom tilbage, så de efterlod kvinden til sin skæbne. Fremme på land ventede de dog på, at havet skulle trække sig tilbage for at tage ud og hente hendes jordiske rester. Stor var forbavselsen, da de ikke blot fandt kvinden i live men også med et barn i armene. Hun fortalte, hun havde bedt til Saint Michel om han skulle standse tidevandet der herefter havde lagt sig som en ring omkring hende for at beskytte hende. Barnet fik navnet Péril (fare), blev senere præst og kom tilbage til bjerget hvert år for at takke Saint Michel.

Den lange historie om Mont Saint Michel begyndte allerede i år 708, da Saint Aubert, som var biskop af Avranches, rejste et sanctuarium eller helligt alter på bjerget til ære for ærkeenglen Saint Michel (Sankt Mikael). Netop i dette øjeblik tog legenden over fra historien. Det siges, at Aubert i en drøm blev hjemsøgt af Saint Michel, der beordrede ham til at opføre en helligdom til hans ære på dette sted. Den gudfrygtige mand ventede indtil tredje åbenbaring, før han tog en beslutning, og ærkeenglen måtte ligefrem bore sin finger ind i hovedet på Aubert for at han skulle adlyde. Mange år senere, i år 900, fandt man et hullet kranium i en grav, der kunne være Auberts, fordi det havde et hul efter den utålmodige ærkeengels finger. Hvorom alting er, blev bjerget meget hurtigt pilgrimssted.

Saint Michel havde for de troede en dobbelt mission: ikke blot slår han dragen til jorden, som i Vesten er symbol på det onde, men han lægger også de afdødes sjæle på vægten ved indgangen til paradis, og ser om de er værdige til paradis eller ej.

Derfor har masser af pilgrimsrejsende gennem tiden lagt vejen forbi Mont Saint Michel for at indgå forlig, så vejen til paradis blev åbnet, når deres time var kommet. Mont Saint Michel er i de kristnes optik blevet en slags helligt Jerusalem og symboliserer det paradis, mennesket stræber efter. Kobberstatuen kan med sin placering 157 meter oppe på spiret ses i hele golfen.

På det berømte Bayeux-tapet ses bl.a. en scene med Normandiets hertug, Vilhelm Erobreren som kommer til øen og hvordan to normanniske riddere i kampene mellem englændere og normanner reddes op af kviksandet ved Saint-Michel.

I Middelalderen blev de pilgrimsfarende modtaget af benediktinermunkene efter en farefuld rejse. Bugten rundt om bjerget er nemlig farlig, og den dag i dag findes der områder med kviksand, så man gør klogt i at tage en guide med på turen, medmindre man vil løbe risikoen for at forsvinde ned i dybet. Også tidevandet skal man tage sig i agt for, da det kommer tilbage med en fart som en hest i galop.

I den såkaldte hundredårskrig mellem Frankrig og England i 1337-1450, hvor de engelske konger forsøgte at underlægges sig ikke bare Normandiet, men hele Frankrig, lykkedes det kun to gange for englænderne at erobre Saint-Michel, nemlig i 1423-24 og igen i 1433-34. St. Michels modstand inspirerede i øvrigt Jeanne d’Arc til at rejse et oprør mod den engelske besættelse af Frankrig, der endelig førte hundredårskrigen til en afslutning.

Da den franske revolution begyndte i 1789, var der næsten ingen munke tilbage. Klosteret blev lukket og omdannet til fængsel især for gejstlige modstandere af revolutionen.

Hvert 18 år, når solen og månen står på række, er der særlig høj tidevand. Dagen efter solformørkelsen den 20. marts 2015 blev selv dele af den nye gangbro oversvømmet. Tusinder af mennesker valfartede lørdag til kysterne ved Den Engelske Kanal på både fransk og britisk side for at være vidner til dét, som er blevet kaldt ‘århundredets tidevand’.

Det var nemlig her, at man ved selvsyn kunne opleve universets kræfter, da placeringen af sol og måne – ud over at have givet anledning til en total solformørkelse fredag – også var årsag til et historisk tidevand lørdag.

Langs hele atlanterhavskysten steg vandstanden mere end vanligt, men især i Normandiet i Frankrig var det spektakulære naturfænomen genstand for udelt opmærksomhed. Her blev den lille kommune Mont Saint-Michel for en stund lørdag nemlig omdannet til en ø.

Effekten af, at solen og månen ‘stod på linje med Jorden’, og at månen i øvrigt var ekstraordinært tæt på Jorden – en såkaldt ‘supermåne’ – skabte et højvande nær Kanalen, som man ikke har set det siden 1997.

Orienteringen af solen, månen og Jorden gjorde nemlig den gravitationelle trækkræft i verdenshavene ekstraordinært stor, og det gav altså mange steder anledning til et højere tidevand end normalt.

Inden da havde vandstanden dog været ekstremt lav – så lav, at man kunne gå tørskoet flere kilometer ud fra kysten, hvor ‘strande’, som ellers aldrig er synlige, lå blottet for havet på kun dette ene tidspunkt.

Lavvandet indtræf omkring kl. 15.16 mens vandstanden var højest kl. 20.10 – en forskel på knap 14 meter tilsvarende en vandstandsstigning på knap fem centimeter hvert eneste minut. Ved normalt tidevand er forskellen ca. 8,7 meter.

Selvom begivenheden blev kaldt ‘århundredets tidevand’, så forekommer det selvsamme fænomen altså i cyklusser på 18 år – de såkaldte ‘Saros-cyklusser’. Sidste gang man oplevede noget tilsvarende var den 10. marts 1997 og det sker ikke igen før den 3. marts 2033.

https://sketchfab.com/3d-models/mont-saint-michel-france-41ced8fae4044d82bdafe29f174b5339

https://www.360cities.net/image/mont-saint-michel-france-2

Bretteville Allée Couverte

Sydøst for Bretteville-en-Saire, kun få miles øst for Cherbourg, i Manche, Normandie, findes Allée Couverte de Bretteville, også kendt som “La Sepulture a Entrée Laterale de Bretteville-en-Saire”. Det er tydeligt skiltet fra D.901-vejen og har sit eget lille felt og parkeringsplads.

Cirka 16 meter i længden løber den i en NW – SE retning med indvendig bredde og højde cirka en meter og har syv hovedstene stadig på plads. Indgangen er til siden af alléen mod syd nær den sydøstlige ende, og dette fører ind til en dejlig portalhulet dørsten, der blokerer for den største nordlige del af kammeret. Den sydøstlige ende af monumentet har adskillige sideplader, der stråler udad fra hovedstrukturen.

Menhir De Kerloas

Den blev opført for ca. 5.000 år siden på en højderyg 132 m over havets overflade og er synligt 30 km væk og var et bemærkelsesværdigt vartegn for navigatører.

Stenen er lavet af Aber-Ildut-granit. Dens skrå krone er resultatet af lynnedslag i 1700-tallet, og som bevirkede at et par meter blev slået af.

Den har to diametralt modsatte halvkugleformede fremspring omkring tredive centimeter i diameter ca. en meter fra jorden, hvilket har gjort nogle til at betragte det som et fallos symbol.

Nye brude fører deres mænd der, får dem til at kysse stenen, til at være elskerinder derhjemme. En underlig overtro får mænd og kvinder til at gnide deres navle mod denne søjle for at føde drenge snarere end piger, hun gør det for at blive en perfekt elskerinde hjemme i boligen og at styre sin mand fuldstændig og stenen er slidt og poleret op til denne højde”.

Specialister estimerer den samlede vægt af stenen til at være mellem 100 og 150 ton. Den blev sandsynligvis ekstraheret fra klipper mindst to kilometer væk mod Aber Ildut. Vi må forestille os de vanskeligheder, som monumentbygerne var nødt til at overvinde for at skille den fra dens klippe, skære den og derefter transportere den op ad den naturlige hældning af landet og opføre den på sin nuværende placering.

En anden legende hævder, at stenene spredt over hele territoriet, inklusive Kerloas stående stenr, blev kastet af den gigantiske Gargantua mod befolkningen i Plouarzel, fordi han var utilfreds med den mad, de havde givet ham at spise.

Lagatjar kompleks - Morlaix

Verdens ældste monument!

Cairn de Barnenez i Plouézoc’h er klassificeret som et nationalt monument. Beliggende nord for Morlaix er det Europas største gravkammer og sandsynligvis verdens ældste monument. Med udsigt over havet har den en storslået 75-meters korridor, der er 28 meter bred, og som anslås til dato fra 5000 f.Kr. Dette gør det til utrolige 2000 år ældre end de egyptiske pyramider.

Tilpasningen af stående sten, kendt som L’alignement de Menhirs de Lagatjar, i nærheden af Camaret-sur-Mer er et umiskendeligt forhistorisk sted, i stil med de berømte sten i Carnac. Dette sted ligger et stenkast fra havet, tæt på stranden i Toulinguet. Hovedsagelig indrettet i tre linjer, hvoraf den længste er ca. 203 meter. Der er cirka hundrede sten, for det meste kvarts.

Cucuruzzu fortress

Cucuruzzu fæstning, Levie, Korsika.

Cucuruzzu er en bosættelse i bronzealderen med 5 meter høje og 2 meter tykke ydervægge. Arkæologiske udgravninger dateres tilbage til 7.000 år f.Kr., har afsløret, at det faktisk var besat indtil middelalderen.

Fæstningen er lavet af blokke (hver vejer omkring et ton og står over 5 meter høj) og menneskeskabte vægge. Den eneste måde at nå det på er via en sti, der er skabt mellem de enorme mure på en klippe, som også fører til ‘torré’ (et cirkulært monument i midten af stedet, der minder om et tempel mod øst). En del af taget, der består af store flagsten, er stadig til stede. Landsbyens omkredsvæg, der beskytter en lille gruppe tørre stenhuse, er også synlig.

Adrets Dysser

Kørsel syd fra Le Val. Fra vejkrydset i den sydlige ende af landsbyen skal du køre sydpå 500 m. Hvor vejen krydser en lille bro og bøjes til venstre, er der en grusvej til højre med mærkelige cementstrukturer.

Parker langs den begyndende del af grusvejen. Turen ind begynder ad denne vej.

Nordøstlige Dysse

Gå ind fra begyndelsen af grusvejen. I løbet af 5-6 minutter går det er bred sti til venstre (sydvest). Om yderligere 6-7 minutter, opdeler stien i et Y. Højre sti går vestover, bøjes derefter sydpå, op til toppen af bakken. Den nordøstlige dysse er der.

Dette er den eneste af Audrets dysserne, der har en dæksten. Stenen står i en vinkel, som om den ene støtteside var faldet væk, men var formodentligt designet på denne måde.
Sydvestlige dysse.

Fra den nordøstlige dysse vandrer man mod vest ca. 5 minutter. En sti går til venstre (syd) gennem buskene. Yderligere et par minutter, og stien foretager en hård højre drejning og krydser derefter ned over en lav stenmur og over på en lille sti på den sydøstlige side af bakken før den sidste stigning til toppen.

Sydøstlige dysse.

Ser man øst fra bakketoppen med den sydvestlige dysse kan du se den skovklædte bakke, hvor den sydøstlige dysse ligger. At komme dertil var ikke let. Der er ingen stier der går over til denne bakke.

Ferrussac Dysserne

Grand Dolmen

Ferrussac dysserne ligger ved D130-vejen, kun et par km øst for landsbyen La Vacquerie-et-St-Martin-de-Castries. Dysserne er kun lidt skjult for vejen, men et informationspanel og et lille parkeringsområde markerer stedet for den største dysse (Grand Dolmen of Ferrussac).


Petit Dolmen

Ferrussac dysse-2 (den mindre), ligger nord Den anden Ferrussac dysser er lidt mindre end den første. Den ligger omkring 250 m sydvest for den større og 30 m fra vejen.

Dolmen of Bagneux

Megalitiske strukturer blev bygget her omkring 3000-1200 f.Kr. Området er tæt på Bretagne, berømt for antallet af megalitiske strukturer, der findes der, bygget med et årtusinde tidligere.

En meget dramatisk megalitisk struktur er de store dysse fra Bagneux. Bygningen Bagneux var en separat landsby. Men med væksten i byen Saumur er Bagneux nu et afsides distrikt Saumur.

Bagneux dolmen er ca. 23 meter lang, bygget af store plader i den lokale sandsten. Det er bygget af 15 enorme monolitiske plader, der vejer i alt 500 ton eller mere. Den er 5,4 meter bred og 3,1 meter høj.

Den lodrette sten i midten, er ikke en støtteenhed, den er en rest af en indvendig skillevæg. De store hovedstene spænder over ortostaterne eller ikke-helt lodrette plader, der danner sidevæggene.

Den største af de fire dæksten er 7,6 meter lang og vejer anslået 86 ton.

Pladerne er af senonisk sandsten. De blev sandsynligvis ikke transporteret mere end en kilometer ved hjælp af treruller. Bygherrerne må dog have været meget stærkt motiverede til at påtage sig et sådant enormt projekt i en æra før metalværktøj.

Gallardet Dolmen

Gallardet Dolmen, også kendt som Pouget Dolmen, er en dolmen nær landsbyen Le Pouget i Languedoc, Frankrig. Det er en stor tumulus, der indeholder en 12 meter lang gyde. Hovedkammeret, 6 meter langt med 4 meter bredt, er dækket af tre store dæksten og adgang sker gennem en enestående “ovndør” sten, der er sat sammen igen fra tre stykker. Stenen er 2 meter høj og har en dør på 1 meter bred og 1,2 meter i højden skåret i den. Ud over dette er hovedkammeret, 6 meter langt og op til 4 meter bredt og let højt nok til at stå op i.

Site de Commarque

Med udsigt over Beune-dalen blev Combrand-slottet bygget for at beskytte den benediktinske kloster i Sarlat i slutningen af 1100-tallet. Til at begynde med er det et simpelt trætårn, der ligger på toppen af klippen. Gradvist strækker stedet sig med bygningen af House Tower og et kapel. Fra det 14. århundrede og fremefter, blev træfange erstattet af en stenfange, flere gange forstærket og besat af Beynacs herrer.

I 1972 blev Château de Commarque købt af Hubert de Commarque, der begyndte redningen af stedet, der var helt dækket af vegetation og i en tilstand af fremskredent forfald.

Cairn du Petit Mont à Arzon

Le Petit Mont er et af forbjergene på den sydlige kyst af Rhuys-halvøen, i byen Arzon, i Morbihan-afdelingen. Det huser et monumentalt kompleks, der består af to sammenhængende varder, bygget i flere faser i den neolitiske periode, og to dysser, hvis kamre er rigeligt dekoreret med indgraveringer.

Le Petit Mont er en udkanten beliggende på den sydlige kyst af Rhuys-halvøen (Arzon kommune) 1. Tæt på indgangen til Golfen af Morbihan vender den mod øen Houat. Udsigten fra dens toppunkt giver dig mulighed for at omfavne næsten hele Quiberon-bugten.

I bog III af kommentarerne til de galliske krige beskriver Julius Caesar flådekampen mod Venetes. Hvis vi accepterer hypotesen om, at venetianernes havn var Locmariaquer, og at slaget fandt sted i Quiberon-bugten, kunne øjenvidnet have været placeret på Petit Mont eller måske på Grand Mont i Saint-Gildas -De-Rhuys. I jernalderen blev stedet besat af en gallisk befolkning, hvilket kunne bevises ved opdagelsen af mange indenlandske keramikker, genstande i glaspasta og venetianske og turonmønter. De mange statuer af Venus i hvid jord fundet på stedet antyder, at passagen dolmen blev omdannet til et fristed i romertiden

I 1943 førte opførelsen af et observationsblokhus af de tyske besættelsestropper til ødelæggelse af en af de to dysser og beskadigelse af den anden

Fra 1992 til 1993 blev monumentet restaureret.

https://sketchfab.com/3d-models/cairn-du-petit-mont-a-arzon-en-1985-1ccee66b512546e4acbdc5358936cdeb

Tumulus of Bougon

Bouumons tumul eller Bougon-nekropolis er en gruppe af fem neolitiske gravkamre beliggende i Bougon nær La-Mothe-Saint-Héray, mellem Exoudon og Pamproux i Nouvelle-Aquitaine,

Det er beliggende på et kalkstenplateau inden for en sløjfe af floden Bougon. Området blev kendt som “Les Chirons”.

Tumulus A

Den trappede høj, opført i det tidlige 4. årtusinde f.Kr., har en diameter på 42 m og en maksimal højde på 5 m. Det store rektangulære kammer (7,8 x 5 m, 2,25 m høj) ligger syd for dets centrum. Det er forbundet med en ikke-centralt placeret passage. Der er bevis for, at passagen stadig blev brugt i det 3. årtusinde f.Kr. Kammerets vægge indeholder kunstigt formede ortostater, hullerne blev fyldt med tør stenmur. Kammeret er dækket af en bundsten, der vejer 90 tons. Det understøttes af to monolitiske søjler, der også tjener til at opdele kammeret.

Tumulus B

Det er en lang høj, 36 m lang og 8 m bred. Det har fire kamre. To af dem er meget små rum uden adgangsgang. Højens vestlige del har to større rektangulære kamre, som hver er tilgængelig via en passage fra syd.

Afdeling B1

Kammeret B1 er en lille firkantet struktur, bygget af monolitiske plader. Sådanne konstruktioner er kendt som dolmen angoumoisin. En 2,2 m lang passage fører til et kammer på 2 med 1,5 m, bygget simpelthen fra fire vægplader. En af dem har en krog skåret ud af sin side. En femte plade dækker kammeret. Lidt arkæologisk materiale blev fundet i det, sandsynligvis fordi det var blevet ryddet og genbrugt i det 3. årtusinde f.Kr.

Afdeling B2

Rummene i den østlige del af højen blev opdaget i 1978. De var beliggende i midten af højen og blev bygget af små sten. Begge var tomme, men de kan muligvis være forbundet med en stor bunke af sent neolitisk keramikskår der findes i nærheden.

Tumulus C

Denne cirkulære jordgrav med en diameter på 57 m og en højde på 5 m er en kompleks struktur. Det nåede sin endelige form gennem flere faser. Højen dækker to tidligere monumenter: En rektangulær platform og en mindre cirkulær høj.

Den tidligere høj havde en diameter på 24 m og en højde på 4 m. Det indeholdt et lille off-center kammer (2 x 1,45 m), tilgængeligt med en passage fra vest. Seks plader dannede dens gulv.

Fastgjort til østsiden af den tidligere høj var en stor platform, 20 m x 40 m i størrelse.

Tumulus D

Dette er ikke en dysse, men er faktisk en mur der adskiller turmulus A, B  og C fra turmulus E og F

Tumulus E

Denne dobbelt trappede høj, 22 m lang og 10 m bred, har to kamre, der er tilgængelige ved nær-centrale passager fra øst. Oprindeligt var kamrene indeholdt i separate cirkulære høje.

Afdeling E1

Det sydlige kammer har en diameter på 3 m og har en cirkulær, tholos-lignende struktur. Dets fundamentniveau er bygget med 11 blokke, der er sat i en fundamentgrav. Konstruktionen minder om kammeret i en tumulus i Bazoges-en-Pareds (Vendée).

Afdeling E2

E2 er næsten firkantet med en apsislignende side. Det antydes, at det blev ændret omkring 2500 f.Kr., længe efter at det blev opført.

Tumulus F

Denne trapezformede lange høj, 72 m lang og 12 til 16 m bred, er Bougon-kompleksets største monument. Dens vestlige ende støttede på en pit, der er blevet udfyldt siden forhistorien. Graven var kilden til det materiale, som højen (oprindeligt 3 m høj) var bygget af. Højen indeholder to kamre (F0 og F2), et i hver ende. Mellem dem er syv forskellige kammerfrie strukturer (F1).

F0

Dette monument blev bygget i første halvdel af det 5. årtusinde f.Kr. og genbrugt i det 3. årtusinde f. Kr. Det er et af de ældste eksempler på monumental arkitektur i Atlanten Frankrig. Udgravning i 1977 afslørede en stejl halvkuglehøj indeholdende en cirkulær struktur på 2,5 m i diameter.

F1

Området kendt som F1 indeholder intet gravkammer. Det består af en række strukturer, nogle af dem rektangulære, der tjente til at stabilisere monumentet. Væggene, der adskiller dem, når den jordoverflade, som graven blev bygget på. Jordens jord indeholdt resterne af en mand, en kvinde og et barn.

F2

Dette kammer, dateret til det tidlige 4. årtusinde f.Kr., ligger i den nordlige ende af monument F. Det gennemgik også genbrug i det 3. årtusinde f.Kr. Kammeret, ca. 5 m x 2 m, er dækket af en 32-tons plade lavet af en type sten, der er tilgængelig nær Exodoun, 4 km væk.

https://www.youtube.com/watch?v=VRqXhdH7S74

Church Of Saint-Jean of Aubeterre

Benediktinermunke fra det 12. århundrede skabte den underjordiske kirke Saint-Jean af Aubeterre, som vi kan beundre i dag. Det er den største underjordiske kirke i Europa.

De dygtige håndværkere var ikke i besiddelse af vores moderne værktøj, men deres oprettelse er virkelig formidabel.

Den massive kirke blev bygget i huler, der allerede eksisterede sammen med en dåbspool, udskåret i form af et græsk kors og placeret i midten af skibet, der stammer fra det 4. århundrede.

Hugget af solid kalksten i XII århundrede af benediktinermunke, fra et øvre plateau til jordoverfladen. Munkene udnyttede naturlige huler og linjer eroderet af underjordiske vandløb for at hjælpe dem med deres opgaver.

Kirken er 27 meter lang, 16 meter bred og 20 meter høj. Det er vigtigt at forstå, at dette ikke kun var en kæmpe hule, der blev omdannet til en kirke. Det er faktisk hugget i form af en moderne kirke med de store søjler, nicher og det hvælvede skib.

Den unikke monolitiske struktur er næsten fuldstændigt hugget ud af kalkstenen, og den står også på den.

Dette var en gigantisk præstation og må på en eller anden måde have svaret på et lige så enormt behov i oldtiden.

Kirken selv og dens krypt var skjult i århundreder af et stenfald og blev kun genopdaget i 1950’erne.

Det oprindelige formål med denne underjordiske struktur var at bevare religiøse artefakter i en relikvie (“en helligdom med hellige relikvier”) Inspirationen kom sandsynligvis fra designet af graven i Jerusalem, opdaget under det første korstog i slutningen af det 11. århundrede.

Kirken Saint-Jean of Aubeterre og dens krypt var skjult i århundreder af et stenfald. De blev genopdaget i 1950’erne.

Den store skala af denne bygning med dets skib 20 meter i højden, dets omgivende galleri og de hundreder af stensarkofager vidner om kirkens betydning som et religiøst og helligt sted.

I hovedrummet stiger to massive søjler op til et næsten 60 fod højt loft. En snoet trappe, også hugget ud af klippen, giver besøgende mulighed for at klatre op gennem bagvæggen til passager øverst, der giver en smuk udsigt over hovedrummet gennem en række vinduer og har udsigt.

https://www.atlasobscura.com/places/underground-church-of-saint-jean-at-aubeterre-sur-dronne

http://www.gadling.com/2007/04/27/detour-worth-making-the-underground-church-of-saint-jean-at-aub/

https://www.tripadvisor.com/LocationPhotoDirectLink-g616118-d805423-i65416419-Monolithic_Church_of_Saint_Jean_of_Aubeterre-Aubeterre_sur_Dronne_Charente.html

Pont du Gard

En gammel artefakt fra det romerske imperiums tid, Pont du Gard-broen i Frankrig, blev bygget langt tilbage i det første århundrede e.Kr. Det er en type akveduktbro og er den højeste af sin art og er også forbløffende smuk og en af de bedst bevarede romerske akveduktbroer, der stadig eksisterer.

Den var 275 meter lang og 48 meter høj og blev bygget nær Avignon i det sydlige Frankrig og er nu et UNESCOs verdensarvsliste. Når man ser på dette gamle levn, er det enestående at tro, at det blev bygget for længe siden af menneskelig hånd før opfindelsen af de tekniske værktøjer, vi har til rådighed på nutidens byggepladser.

At bygge dette arkitektoniske vidunder må have været et af de farligste byggeprojekter i sin tid. Det inkluderer tre niveauer, det ene oven på det andet, og 52 individuelle buer og har overlevet brugen som en akvædukt indtil det 6. århundrede, en vejport i middelalderen og været en vejbro indtil det 20. århundrede. Nu er en turistattraktion komplet med udstillinger, udendørs underholdning og restauranter, besøgende kan beundre sin fantastiske over sikkerheden ved en kaffe og en croissant.

 

Béziers

Béziers Feria,

Béziers Feria, der sker midt i august måned, er årets største begivenhed i Languedoc-Roussillon-regionen. Op til en million mennesker samles hvert år.

Festlighedernes fem hovedtemaer:

Spirit of the South, Rugby, Penas og bandas (parader), Toro (tyrefægtning)  og Pitchous (Hesteridning)

Lidenskab for tyrefægtning har været en del af Béziers liv. Foreninger og klubber for tyrefægtning er en integreret del af Béziers identitet. Béziers plaza de toros, der blev indviet i juli 1897, som vi kalder det franske Sevilla, har været vært for de største matadorer: Luis Miguel Dominguin, El Cordobes, Espartaco, Antonio Ordonez, Paco Ojeda, Nimeño II, Richard Milian, Enrique Ponce og Sébastien Castella, den regionale stjerne, der vandt retten til at bekæmpe fireårige tyre i august 2000 her på sin hjemmearena. Han er nu meget efterspurgt på tværs af tyrefægtningsverdenen.

Lidenskaben for tyre er uadskillelig fra den gigantiske festival. Hver sommer i mere end fyrre år kommer hundreder af tusinder af mennesker fra regionen og langt derfra til Béziers: Féria, i august. Klædt i rødt og hvidt, synger, danser og spiser, er Feria til Béziers, hvad karnevalet er til Venedig eller Rio.

Selvom tyrefægtning er det primære fokus for La Feria de Béziers, er det ikke den eneste begivenhed, og man kan få en fantastisk feria-oplevelse uden at deltage i tyrefægtningen.

Man kan se hvide heste med damer, der rider dem klædt i flamenco-stil kjoler.  Og gadeoptræden bestående af trommer, dans og imponerende akrobatik. Der er mange vidunderlige gadeforestillinger.

De sædvanlige restauranter langs gaden er forvandlet til barer, og da natten falder på begynder festlighederne virkelig. Der er musik, og alle, unge og gamle, dansede på gaden. Der var en reel følelse af fællesskab, da alle fejrede La Feria de Beziers.. Og man kan gå til diverse hesteshows og koncerter. ·

Selv om flamingodansen normalt regnes for at høre til i Spanien er den også meget fremme her, men man er jo heller ikke så langt fra den spanske grænse. Og ligeså med tyrefægtning som ikke er så normalt i Frankrig.

La Feria de Béziers er mere end bare en festival. Det er en del af byens sjæl, et øjeblik, der deles af alle for at fejre byens kultur og tradition. Hvis man vil passe ind i folkemængderne, skal man klæde dig i rødt og hvidt

Ca. 800.000 mennesker deltog i Béziers feria i 2019. Et tal, der tilfredsstiller borgmesteren i Béziers, Robert Ménard, især da fremmøde svarer til 2018-udgaven, som varede en dag længere.

Béziers Fantastic Festival

Den første udgave af Fantastic Festival (oprindeligt Fantastic Weekend) fandt sted fra 3. til 5. maj 2019 i Béziers. Det drejer sig om temaet “Drømme og mareridt i det fantastiske”.

Festivalen er en begivenhed åben for alle, især store fans af fantasi. Interessen for den fantastiske festival er at forbedre billedet af IUT of Béziers og University of Montpellier.

Denne festival indeholder en konkurrence for korte film, plakater og noveller. En prisoverrækkelse (diplomer, trofæer og andre priser) planlægges for at fremhæve det producerede arbejde, men også for at motivere mere at eksperimentere og overgå sig selv i deres præstationer.

Bézier  massakren i år 1209

Første gang byen blev kendt var i året 1209.

Béziers var et Languedoc-højborg for katarismen, som den katolske kirke fordømte som kættersk.

Katharisme var en religiøs bevægelse med dualistiske kristne og gnostiske elementer, som opstod i Languedoc i det 12. århundrede, og som havde sin storhedstid i det 13. århundrede. Katharismen blev fordømt af den romersk-katolske kirke enten som en kættersk kristen sekt eller som en ikke-kristen religion.

Den grundlæggende doktrin i katharismen, som den romersk-katolske kirke opfattede som kættersk, var opfattelsen af Kristi genopstandelse som en genfødsel og ikke en opstandelse fra graven. Katharismen fandtes i det meste af Europa men var særligt udbredt i Languedoc og Occitanien i det nuværende sydlige Frankrig.

I januar 1208 blev den pavelige udsending Pierre de Castelnau sendt af sted for at mødes med områdets hersker, grev Raymond IV af Toulouse. Pierre de Castelnau var kendt for at ekskommunikere adelsmænd, der beskyttede katharer, og han ekskommunikerede Raymond som medskyldig i kætteri. Pierre blev myrdet nær klostret i Saint Gilles på vej tilbage til Rom i 1208, angiveligt af en ridder i grev Raymonds tjeneste. Da paven hørte om mordet, gav han sine udsendinge ordre til at prædike korstog mod katharerne. Da han ikke have været i stand til at modbevise katharernes teologi, indledte han et korstog og udnævnte en række anførere til angrebet.

Det førte til mere end 40 års krig mod katharerne og deres allierede i Languedoc. Paven tillbød kætternes jord til alle, der ville kæmpe mod dem. Dette tilbud om jord fik det meste af adelen i Nordfrankrig til at gå i krig mod adelen i syd.

Angriberne, der var på 10.000 korsfarere tog kurs mod Béziers, ankom den 21. juli 1209. Under kommando af den pavelige legat, Arnaud Amalric, begyndte de at belejre byen.

Béziers ‘katolikker fik et ultimatum for at aflevere kættere eller rejse, før korsfarerne belejrede byen og for at “undgå at dele deres skæbne og omkomme med dem”.  Imidlertid nægtede mange og modstod sammen med katarerne.

Byen blev indtaget den følgende dag, og i den blodige massakre blev ingen skånet, ikke engang katolske præster og dem, der søgte tilflugt i kirkerne.

Da en korsfarer spurgte legaten, hvordan man skulle adskille katolikker fra katarer, når de først havde taget byen, svarede abbeden angiveligt, da han som de andre bange for, at mange i frygt for død ville foregive at være katolikker og efter deres afgang ville vende tilbage til deres kætteri følgende:

: “Caedite eos. Novit enim Dominus qui sunt eius” (“Dræb dem alle, for Herren kender dem, der er hans”) (Denne ofte citerede sætning stammer fra Caesarius of Heisterbach sammen med en historie om alle kættere, der vanhelligede en kopi af evangelierne og kastede den ned fra byens mure.

Amalrics egen version af belejringen, beskrevet i hans brev til pave Innocentius III i august 1209 hedder det:

”Mens drøftelser stadig foregik med baronerne om løsladelsen af dem i byen, der blev anset for at være katolikker, angreb tjenerne og andre personer med lav rang og ubevæbnede byen uden at vente på ordrer fra deres ledere. Til vores forbløffelse, råbte de “til våben, til våben”, I løbet af to eller tre timer krydsede de grøfterne og murene og Béziers blev indtaget. Vores mænd skånede ingen, uanset rang, køn eller alder, og dræbte næsten 20.000 mennesker med sværd. Efter denne store slagtning blev hele byen ødelagt og brændt. De brændte katedralen Saint Nazaire, der kollapsede over dem, der havde søgt tilflugt indeni.”

Amalrics beretning om dødsfaldet på 20.000 var sandsynligvis overdrevet, ligesom Peter af Vaux de Cernays beretning om, at 7.000 blev dræbt i Church of St Magdalene. Byens befolkning på det tidspunkt anslås til 10.000-14.500, og et ukendt antal kan have undgået massakren.

Bayeux-tapet

Byen Bayeux i Normandiet er især kendt for én helt speciel ting; det imponerende Bayeux-tapet fra det tidlige 1000-tal. Dette fascinerende 70 meter lange broderede vægtæppe er et af de få i verden, der har overlevet tidens tand. Som en oldgammel tegneserie fortæller det dig historien om slaget ved Hastings i 1066 og Vilhelm Erobrerens Englandstogt.

Historie med og uden dikkedarer

Det er virkelig en historisk oplevelse at besøge Bayeux-tapetet på Musée de la Tapisserie i Bayeux. Og en oplevelse helt uden dikkedarer. Den primære udstilling består mere eller mindre af et mørklagt udstillingslokale, hvor det 70 meter lange stofstykke er oplyst på den ene væg. Mere er der ikke, og mere behøver du faktisk ikke. Med en audioguide i hånden – på dansk – bliver du, akkompagneret af lydeffekter og musik, taget i gennem historien om den normanniske Vilhelm Erobrerens slag mod englænderne ved Hastings i 1066 – det slag, der så at sige markerede Englands fødsel.

Et unikt glimt af fortidens fornemmeste billedmedie

Bayeux-tapetet blev formentlig lavet i 1000-tallet på bestilling af biskoppen i Bayeux, Odo, der var halvbror til Vilhelm Erobreren. Det er fascinerende at tænke på, at det på sin tid var det fornemmeste billedmedie, der fandtes. Derfor blev det kun vist frem i Notre Dame Domkirke i Bayeux ved ganske særlige lejligheder. Måske netop derfor er det i dag et af blot ganske få tapeter, der har overlevet tidens tand. Det er et privilegie at kunne opleve det uhyre velholdte og skrøbelige kunstværk

På tæppet ses to soldater, der har kønslig omgang. I 1800-tallet formodede historikere, at der var tale om en form for perversiteret afgudsdyrkelse, hvilket en af ophavsmændene skulle have skjult, da han sympatiserede med den slagne fjende. I 1926 konstaterede andre, at der højest sandsynligt var tale om en forfalskning tilføjet langt senere.

https://da.wikipedia.org/wiki/Bayeux-tapetet         beskriver hele tæppet

Rejse til Normandiet
Scene 1: Edward og Harold ved Westminster, efterfulgt af Harold på vej mod Bosham

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux1.htm

Scene 2: Harold ankommer til Bosham og sætter sejl

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux2.htm

Scene 3: Harold lander ved Ponthieu og tages til fange af grev Guy

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux3.htm

Fangen
Scene 1: Harold og Guy går mod Beaurain

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux4.htm

Scene 2: Ankomsten af budbringere fra William

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux5.htm

Scene 3: Guy bringer Harold til William

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux6.htm

Den mystiske dame
Scene 1: William og Harold ankommer til Rouen – til højre for dem er en mystisk scene

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux7.htm

Brødre med våben
Scene 1: Harold og William kæmper mod hertug Conan fra Bretagne

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux8.htm

Scene 2: Normannerne angriber byen Dol

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux9.htm

Scene 3: Conan overgiver sig til William. William hæder Harold

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux10.htm

Eden
Scene 1: Harold afgiver en højtidelig ed
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux11.htm

Returneringen
Scene 1: Harold vender tilbage til Edward
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux12.htm

Kongen er død …
Scene 1: Edwards begravelse
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux13.htm

Længe leve kongen
Scene 1: Harold er kronet til konge af England
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux14.htm

Planlægning af invasionen
Scene 1: William beslutter at angribe England
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux15.htm

Scene 2: Bygning af skibe
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux16.htm

Scene 3: Ilægning af skibe
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux17.htm

Krydsningen
Scene 1: Skibene sejler
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux18.htm

Scene 2: William’s skib
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux19.htm

Beachhead
Scene 1: Ankomst til Pevensey
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux20.htm

Scene 2: William og hans mænd nyder en fest
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux21.htm

Scene 3: William har en diskussion med sine halvbrødre, og et slot er bygget
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux22.htm

William kører til krigen
Scene 1: Kampens morgen
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux23.htm

Scene 2: William på sin hest
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux24.htm

Scene 3: De to hære
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux25.htm

Slaget ved Hastings
Scene 1: Kampens start
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux26.htm

Scene 2: Engelske soldater til fods
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux27.htm

Scene 3: Harolds brødre dør
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux28.htm

Scene 4: Biskop Odo vises sig i slaget
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux29.htm

Scene 5: William løfter sin hjelm efter et fald fra sin hest
http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux30.htm

Scene 6: Harolds død

http://www.bayeuxtapestry.org.uk/Bayeux31.htm