Megalit.dk

Google translate

Oldtid til nutid

Delphi - Grækenland

Generelt om Delphi

I det antikke Grækenland fandtes der ca. 1500 bystater kaldet Polis: Nok over 700 grundlagt i selve Grækenland og nok over 700 grundlagt som kolonier langs Middelhavets og Sortehavets kyster og i Den Nære Orient helt frem til Indusfloden.

Delphi som samlingspunkt.

Grækere betragtede Delphi verdens centrum (eller navlen).

I følge græsk mytologi sendte Zeus to ørne, den ene mod øst og den anden mod vest, for at finde verdens navle. Ørnene mødtes i Delphi – Zeus markerede stedet med en hellig sten kaldet omphalos (som betyder navlen).

Grækere troede, at stedet oprindeligt var hellig og tilhørte Gaea eller Moder Jord og blev bevogtet af Gaeas slangebarn, Python. Apollo dræbte Python og grundlagde sit orakel der.

Ifølge legenden ankom indfødte på øen Kreta, ledsaget af Apollo i form af en delfin, til havnen i Delphi (Kirrha) og byggede guds helligdom.

De græske stater anerkendte derefter Delphi som en selvstændig stat, åbnede fri adgang til helligdommen og omorganiserede de pythiske lege, der blev afholdt i Delphi hvert fjerde år begyndende i 582 f.Kr. Kan siges at være en forløber for nutidens OL

Delphi ligger flot hvor man kan se ud over et skønt område, da området ligger oppe på en høj med udsigt langt væk.

I dag er stedet mest kendt for oraklet. Oraklets storhedstid begyndte i det 7. århundrede BC. Fra det tidspunkt kom alle Hellas’ staters og en mængde af de asiatiske rigers herskere og rådspurgte oraklet ved ethvert vigtigt skridt. Også almindelige folk kom længere væk fra. Oraklets popularitet medførte hellige krige, fx. da byen Krisa begyndte at opkræve afgifter på de veje, der førte til Delphi.

På trods af stridighederne var Delphi et af de største samlingspunkter i den græske verden: Næsten enhver bystat havde sit eget skatkammer på helligdommen. Der var borgfred i Delphi og det begynder allerede på vejene udenfor.

Selve orakelsvarene var altid tvetydige, så oraklet tog aldrig fejl. Hvis virkeligheden ikke passede med orakelsvaret, var det fordi, det var blevet tolket forkert.

F.eks. fik Kong Kroisos at vide, at han ville ødelægge et stort rige, hvis han gik i krig mod perserne. Det tolkede han som et sejrsvarsel, men det viste sig at det var hans eget rige, han ødelagde.

Delphi har også en vigtig plads i græsk mytologi og i sagnet om Thebens oprettelse og sagnet om Kong Ødipus, der bygger på teorien om at guderne styrer alt og menneskernes skæbne næsten er bestemt på forhånd hænger tæt sammen med oraklets magt.

http://www.sacred-destinations.com/greece/delphi.htm

https://www.360cities.net/image/delfi-epigonoi

Bjerget Parnassos

Delphi ligger på skråningen af bjerget Parnassos, de højeste bjergtoppe, er 2.457 meter høj, og dens anden top, Gerontovrahos, er 2.435 meter høj.

Oprindelig var hele området kontrolleret af Python, der var en kæmpe slange eller drage, men han lev dræbt i en kamp med guden Apollo, som derefter tog kontrol over bjerget og Delphi.

Bjerget Parnassos betragtes i den græske mytologi til at være verdens navle, så der er mange historier tilknyttet området.

Her boede de ni muser.

I den græske version af syndefloden, som Zeus blev vred og besluttede at oversvømme jorden for at ødelægge menneskeheden, byggede Deucalion, søn af Apollo, en ark som strandede på bjerget da vandet sank.

Der er dog en meget mere prosaisk historie i græsk mytologi om Python, den frygtelige slange eller måske en drage og det har at gøre med Zeus ‘kærlighedsliv. Zeus havde en affære med datteren af Phoebe, Leto, og Leto var blevet gravid af guden. Hera, hustruen til Zeus, havde fundet ud af affæren og havde forbudt noget sted på land at huse Leto og lade hende føde.

Hera anvendte Python til at chikanere Leto, så hun ikke kunne føde. Leto fandt dog et fristed på øen Ortygia, og der fødte med succes en datter, Artemis, og en søn, Apollo. Da Apollo bare var fire dage gammel, forlod han sin mors side og gik hen til værkstedet for metalbearbejdningsguden Hephaestus, der præsenterede Apollo med en bue og pil, så han kunne gå efter Python.

I Delfi måtte Apollon først dræbe Python, der herskede over orakelstedet. Dragedrabet som motiv kendes fra mange religioner; i Delfi blev kampen symbolet på den nye gud, hvis uovervindelige kræfter gjorde ham til oraklets herre. I denne rolle bar han tilnavnet Loxias ‘Den krogede’.

Apollon var også kendt med tilnavnet Delphinius. Inden i Apollon’s tempel var der et Delfintempel hvor man tilbad delfinerne. Hvis man slog en delfin ihjel hos grækerne, blev man dømt til døden da delfinen havde status som et menneske.

Men den mest specielle historie om Daphe.  DAPHNE var en Naiad-nymfe af floden Ladon af Arkadia eller Peneios (Peneus) i Thessalia.

Apollo, der var en erfaren bueskytte mødte Amor, og opfattede ham som et barn. Apollo hånede Amor for at lege med buer og pile, fordi de var beregnet til krige i stedet for kærlighed.

Men Amor tog hævn over fornærmelsen og skød Apollo med en gylden kærlighedspil, der fik Apollo til at forelske sig i den første person, han så, som så blev Dapne. Amor skød derefter Daphne med en pil med bly-spids, der fik hende til at være uimodtagelig kærlighed.

Apollo jagede så Daphe voldsomt, og da han til sidst fangede hende og ville give hende et kys, opfordrede hun sin far: “Hjælp mig, Peneus! Åbn jorden for at omslutte mig eller ændre min form, som har bragt mig i denne fare! Lad mig være fri for denne mand fra dette øjeblik frem”

Daphe blev forvandlet til et laurbærtræ, som Apollon derefter adopterede som sin hellige plante. Apollo brugte sine kræfter til evig ungdom og udødelighed til at gøre Daphnes laurbær blade stedsegrøn.

Apollo havde indført de pythiske lege som blev afholdt i Delfi hvert fjerde år, og er – sammen med antikkens olympiske lege i Olympia – blandt forløberne til de moderne olympiske lege, der jo afholdes hvert fjerde år. Ved legene i Delphi fik vinderne laurbærkranse

Dengang var der en form for olympiske lege hvert år på skift mellem: olympiske lege, nemeiske lege, pythiske lege og isthmiske lege.

Andre orakler

Når man umiddelbart hører om  Oraklet i Delphi, kunne mantro, det var det eneste orakel, men der var faktisk nogle stykker rundt omkring i de græske områder.

Cumaean (Italy)   På grund af  nærhed til Rom, blev dette orackel  mest berømte blandt romerne.

Tiburtine (Italy)   Til de klassiske sibyler fra grækerne tilføjede romerne en ekstra, en romersk orakele  hvis sæde var den gamle etruskiske by Tibur (moderne Tivoli lige uden for Rome).

Erythraean (Asia Minor, Samos),   Udtrykket akrostik er blevet anvendt på profetierne fra den errytiske sibyl, som blev skrevet på blade og arrangeret således, at bladenes indledende bogstaver altid dannede et ord

Hellespontine (Troja), Oraklet var især kendt i den sene romerske kejserperiode og i den tidlige middelalder, for at have forudsagde Jesu Kristi korsfæstelse.

Samian (Samos), oraklet der bl.a der profeterede Jesu fødsel i stalden.

Phrygian (Asia Minor, Turkey),  -Orakel ved Siwa-oasen i den vestlige ørken af Egypten . Oraklet her blev hørt af Alexander efter hans erobring af Egypten.

Persian (Persia, i dag Iran). Den persiske Sibyl, ved navn Sambethe, blev rapporteret at være af Noahs familie.

Libyan (Libya, Egypt, Africa), Ligger ved Siwa Oasis i den libyske ørken

og oraklet  siges at have bekræftet ham som både en guddommelig personlighed og den legitime farao i Egypten .

Michelangelo ‘s har lavet en gengivelse af den libyske sibyl på loftet i det sixtinske kapel

Myten om Ødipus - indledning.

Denne myte starter flere generationer før Ødipus fødsel. Og omhandler flere af de græske bystater, så hele historien er samlet her og ikke under de enkelte bystater, for at have en samlet historie et sted, og da oraklet i Delphi flere gange er inde over historien er det valgt at samle det under Delphi.

Det hele har sin oprindelse i sagnet om Europa. Hun blev forført af Zeus i skikkelse af en tyr. Han kom svømmende til hende, mens hun var ved stranden og opførte sig kælent og indyndende. Da Europa satte sig op på ryggen af den venlige tyr sprang den ud i havet og begyndte at svømme. Zeus bragte pigen til Kreta, hvor hun senere blev stammoder til Kretas kongehus ved sønnen Minos hun fik med Zeus.

Minos regerede fra sit palads i Knossos over Kreta. Han var gift med Pasifaë som på grund af sin unaturlige forening med den hvide tyr, (som Poseidon havde sendt som tegn på, at Minos skulle regere over Kreta) fødte Minotauros. Minos og Pasifaë fik tillige datteren Ariadne.

Minos blev dræbt af Cocalos’ døtre og Daidalos, som ved hjælp af et rør i loftet hældte kogende vand eller olie ud over ham, da han var i bad.

Efter sin død blev Minos dommer i Hades’ dødsrige.

Europas brødre blev sendt ud i verden for at finde hende. Den ene bror Kadmos kommer til Grækenland og tager til Delphi og spørger oraklet om råd. Oraklet siger, at han skal opgive at finde sin søster, men i stedet grundlægge en by, hvor en ko med en måne tegn på hver side lægger sig første gang.

Ødipus stamtavle

Sokrates

Myten om Ødipu -- Theben bygges

Da koen lægger sig starter Kadmos en by, Theben , og vil så ofre koen til gudinden Athena, men må ikke få vand fra den hellige kilde, derfor dræber han de to drager der står ved den med gudinden Athenas hjælp, hvilket vækker krigsguden Ares’ vrede, og han nedkaster en slægtsforbandelse ned over hele Kadmos’ slægt, altså også Ødipus, som bliver 5. led efter Kadmos.

Med Harmonia fik Kadmos sønnen Polydoros og de fire døtre Ino, Semele, Agave og Autonoe

Myten om Ødipus -- De næste generationer

Sønnen Autonoe fik med Ariastios sønnen Aktaion. Aktaion var en dygtig jæger, der en dag under jagt med sine hunde uforvarende kom til at se Artemis bade i en flod. Gudinden blev så vred over, at en dødelig mand havde set hende nøgen, at hun forvandlede ham til en hjort, som hans egne hunde sønderrev.

Ino blev gift med Athamas og blev plejemor for sin uheldige søster Semeles gudommelige afkom Dionysos.

Agave, der var mænade (betegnelsen for de kvinder, som dyrker Dionysos.), fik Pentheus med Spartoien Echion (en af byens oprindelige helte).

Cadmus, kongen af Theben, abdicerede på grund af sin alderdom til fordel for hans barnebarn Pentheus. Pentheus forbød snart tilbedelse af guden Dionysus, der var søn af hans tante Semele, og lod ikke kvinderne at deltage i hans ritualer.

En vred Dionysos fik Pentheus ‘mor Agave og hans tanter Ino og Autonoë sammen med alle andre Thebes kvinder til at skynde sig til Mount Cithaeron i en bacchisk vanvid. På grund af dette fængslede Pentheus Dionysus, idet han troede manden blot var en tilhænger, men hans kæder faldt af, og fængselsdørene åbnede for ham.

Dionysus, forklædt som en kvinde, lokkede Pentheus tl at spionere på de Bacchic-ritualer, hvor Pentheus forventede at se seksuelle aktiviteter. Cadmus’s døtre så ham i et træ og troede, at han var et vildt dyr. De trak Pentheus ned og rev hami  stykker lem for lem (som en del af et ritual kendt som sparagmos).

Da hans sande identitet senere blev opdaget, udstødte embedsmænd kvinderne fra Theben. Nogle siger, at hans egen mor var den første, der angreb ham, rev hans arm af og derefter rev hans hoved af. Hun placerede hovedet på en pind og tog det tilbage til Theben, men indså først, hvis hoved det var efter at have mødt sin far Cadmus.

Pentheus blev efterfulgt af sin onkel Polydorus.

Før eller muligvis efter at Pentheus blev dræbt, fødte hans kone en søn ved navn Menoeceus, der blev far til Kreon og Jocasta. Kreon ville blive bedstefar til Ødipus.

Polydoros fik med Nykteis sønnen Labdakos. Da Labdakos endnu var for ung overtog Nykteos kongemagten og overgav den til sin bror Lykos. Da Labdakos blev gammel, nok overtog han kongemagten, men blev ligesom sin onkel dræbt af rasende mænader. Lykos overtog nu igen kongemagten med sin dronning, Dirke.

Myten om Ødipus --Antiope.

Antiope, en prinsesse i en anden by, Hyria kommer nu ind i historien. Hun var datter af lord Nykteus, skønt nogle hævdede, at hendes virkelige far var floden Asopos. Guden Zeau faldt for hende og forførte hende og tog hende med magt i form af en satyr.

Da Nykteus opdagede, at hun var gravid, truede han hende, og hun flygtede for at finde tilflugt hos kong Epopeus af Sikyon. Nykteus dræbte derefter sig selv i skam og opfordrede sin bror Lykos, nu konge af Theben  til at hævn ham.

Antiope blev fanget i Sikyon og bragt tilbage og fængslet af sin onkel Lykos. På vejen begyndte hun at føde og fik sønnerne Amphion og Zethus, som straks blev sad ud i naturen for at dø, men nogle hyrder fandt dem og opdragede dem.

Med bystatens hær belejrede Lykos byen Sikyon, dræbte Epopeus og fanger Antiope. På hjemturen til Theben fødte hun tvillingsønner – Amphion og Zethos – som blev udsat for at dø på Mount Kithairon nær Eleutherai. Dog stødte nogle hyrder på spædbørnene og tog dem med og opdrættede dem som deres egne.

Antiope blev behandlet dårligt af Lykos kone Dirke, som holdt hende som lidt mere end en slave. Da hun opdagede, at hendes sønner var i live og voksede, flygtede hun fra Theben og opfordrede dem til at hævne hende. Tvillingerne fangede Dirke, da hun fejrede Dionysos-ritualerne på Mount Kithairon og bandt hende til en tyr, der rev hende fra hinanden. De dræbte derefter kong Lykos og overtog Thebes trone.

Guden Dionysos blev imidlertid fornærmet af drabet på sin hengivne disciple og gjorde Antiope rablende gal. Hun vandrede hvileløst over hele Grækenland , kom til naboriget Phokis, hvor kong Phokos fandt hende, helbrede hende for hendes in sygdom og gjorde hende til sin kone.

Myten om Ødipus --Laios – far til Ødipus.

Dette banede vejen for Labdakos søn Laios. Han havde som ung konsulteret oraklet og fået at vide at han ville få en søn, som en dag ville dræbe ham og gifte sig med sin mor.

Laios havde i mellemtiden været i landflygtighed hos kong Pelops og havde her krænket gæstevenskabet ved at bortføre kongens søn (eller nok rettere overtale ham til at følge ham).

Chryssippos, der var nummer 5 i tronfølgen efter kong Pelops tog gladelig mod Laios tilbud om at blive tronarving i Theben.

Formodentlig har Laios tænkt, at hvis han kunne få ham til at være hans (adoptiv)-søn ville profetien ikke opfyldes for så behøvede han ikke at få børn selv.

Denne beslutning skulle vise sig at være skæbnesvanger, ikke bare for Laios selv, men for hele hans slægt. Den er samtidig oprindelsen til den mest berømte og mest tragiske af historierne i den thebanske sagnkreds. Historien om Ødipus.

Borgerne i Theben ønskede at kongen skulle have en dronning for at få en tronarving, ligesom alle konger skulle have.

Han sammenkaldte borgeren og annoncerede at han i stedet havde valgt Chryssippos som tronarving, men det var ikke populært og byens gamle råd nægtede at anerkende ham som tionavning, da de var bange for at ham ville slå Theben sammen med sit fødeby, når han blev konge.

Laios truede med at gå af som konge, hvis Chryssippos ikke blev accepteret som tronarving, så rådet bøjede sig.

Her kunne historien igen have endt, men det passede ikke guderne.

Nu blandede kong Polops sig. Han påstod at Laios havde bortført hans søn uden at få lov af ham, og truede med krig.

Rådet i Theben ville ikke gå i krig for en tronarving de ikke ønskede, så Laios måtte sende Chryssippos hjem.

Myten om Ødipus --Sønnen fødes.

Presset på Laios blev forstærket om at få en dronning og til sidst måtte han give sig  Han giftede sig med Jocasta som var Kreon søster.

Han nægtede dog at være sammen med hende for ikke at opfylde profetien om en søn skulle myrde ham. Men en aften narrede hun ham til at gøre hende gravid ved at få ham beruset, hun kendte ikke profetien på det tidspunkt. Man kan forestille sig det anspændte forhold mellem dem, der fulgte efter denne forførelse og den efterfølgende graviditet da Laios fortalte hende om profetien. Og hun blev beordret til at skjule hun var med barn og måtte ikke vise sig uden for kongeborgen.

Da hun så fødte en søn, så blev han overgivet til en hyrde, der skulle tage han ud på bjerget og overlade ham til sin død. Hans fødder var blevet gennemboret, så de sikrede sig, at han ikke kunne sælges som slave i stedet.

Hyrden fik medlidenhed med ham og overgav ham i stedet til en anden hyrde, der kom fra Korinth, der tog ham med til byen og ender som adoptivbarn hos kongefamilien i Korinth, Polybos og Meropa, der er barnløse og kalder ham Ødipus som betyder “opsvulmet fod”

Han vokser op som kongesøn der uden at vide han er adopteret. Men hvis han blev der, så ville han jo ikke fuldføre profetien, så guderne blandet sig igen i forbandelsen. En dag i et selskab overhørte han at nogle ikke synes han lignede sine forældre.

Myten om Ødipus --Det skæbnesvange besøg i Delphi

Han valgte så at tage til Oraklet i Delphi for at få sagen afklaret, men som sædvanlig givet oraklet ikke et klart svar, men gentager profetien om at han var forbandet og skal dræbe sin far og ægte sin mor. Han var jo overbevist om, at Polybus og Merope var hans rigtige forældre, så han turde ikke tage hjem, at han måtte flygte fra Korinth for at redde dem fra mord og incest. Men derved blev han ledt hen mod det sted, hvor den første del af profetien ville blive opfyldt.

Han rejste mod Theben og ved en krydsvej uden for byen mødte han en vogn, med et par kuske og en ældre mand i vognen og et følge. De beordrede ham væk fra vejen for at de kunne komme frem først, men som kongesøn ville han ikke flytte sig, og da vognen så kørte hen over hans fod, blev han vred og dræbte dem alle bortset fra en af kuskene, der nåede at flygte hjem til byen og fortalte der at en flok røvere have overfaldet dem, han ville ikke indrømme at det kun var en enkelt mand, noget som får betydning senere i historien.

På dette tidspunkt kæder Ødapus ikke drabet på herren i vognen sammen med profetien selv om det reelt er sin rigtig far, Kong Laios han der slår ihjel, han tror jo stadig hans rigtige far er kongen af Korinth.

Myten om Ødipus --Sfinxen.

Men hvad lavede kongen nu ude på vejen uden for sin by. Jo han var på vej til Delphi for at spørge om råd om en trussel mod Theben.  En ondsindet Sfinx har nemlig taget plads uden for byen og afkræver alle rejsende at de svarer rigtig på en gåde eller bliver dræbt, så kongen har brug for et råd.

Ødipus, der ikke har hørt om Sphinsen nærmer sig nu byen og bliver konfronteret med den, en figur med et kvindehoved, løvekrop, slangehale og ørnevinger. Den stillede de rejsende en gåde. Rester af ofre, der besvarede gåden forkert ligger strøet ud i forgrunden.

Gåden lød: “Hvad har én stemme, fire fødder, siden to fødder, til sidst tre fødder og er stærkest på færrest fødder?”

Ødapus svarer at det er mennesket. Et menneske kravler på alle 4 som baby, går på to ben som voksen og bruger en stok i alderdommen.

Sfinsen kaster sig selv i døden, da den ikke kunne klare at der var nogen der svarer rigtigt.

Han fortsatte ind i byen, hvor man undrede sig over hvordan han var kommet fordi Sfinxen.

Han fortalte så at han havde løst gåden og Sfinxen var død.

Myten om Ødipus --Ødipus bliver konge.

Kreon havde midlertidigt overtaget kongemagten over Theben efter Laios og havde lovet at den der dræbte dragen ville blive konge og få Laois enke til hustru.

Krenos synes godt nok at Ødipus var lidt ung af en konge at være, men et løfte var et løfte.

Ødipus blev konge og ægtede enken efter den døde konge, Jokaste, som jo var hans egen rigtige mor, så nu gik anden del af profetien i opfyldelse.

Og Jokaste, der ikke havde været lykkelig med sin gamle mand var lykkelig for sin nye mand, der for resten lignede hendes første mand meget på udseende.

Han fik fire børn med hende, sønnerne Polyneikes og Etéokles og døtrene Antigone og Isméne, her var der ingen problem med at få nogle børn.

Kong Ødipus var en god konge Byen blomstrede og alt var lykkeligt, så hen kunne historien have sluttet.

Polobos og Merope fra Korinth hørte om ham og forstod han faktisk var deres adoptivbarn som ikke var kommet hjem efter at være taget til Delphi, og de inviterede Ødipus til at besøge dem. Men Ødipus, der jo stadig troede de var hans rigtige forældre blev skræmt ved tanken om at profetien kunne udløses, hvis han tog til Korinth, så han fandt på undskyldninger for ikke at komme. Og han turde heller ikke invitere dem til Theben.

Myten om Ødipus --Theben rammes af pest og tørke.

Men gudernes vrede var stor og deres hukommelser var lange, de var ikke tilfredse endnu, så de sendte tørke og pest til byen.

Ødipus ved at han som konge er nødt til at sone guderne og opsøger Oraklet i Delfi for at spørge om råd, og dette svarer

Når en myrdet konge er hævnet – Og kongens morder forvist – Vil pesten vige fra Theben

Naturligvis sad Ødipus ikke et sådan orakelbud overhørig, han forbandede offentlig Laios morder og dømte ham til landflygtighed.

Ødipus sætter en stor undersøgelse i gang og spørger bl.a. den gamle kusk,Teiresias. Han værger sig ved at svare, da han jo ved, at morderen er Ødipus, han kan godt genkende ham.

Jokaste røbede nu for Ødipus at Kong Laios som ung havde fået forudsigelse af Oraklet, at han skulle dø for sin søns hånd. Den samme profeti som Ødipus også fik af Oraklet og som han ikke har fortalt andre.

Jokaste fortalte, at Laios jo blev myrdet af en flok røvere på en korsvej uden for byen, så det passede jo ikke med at han skulle myrdes af sin søn, så profetien var vist ikke så meget værd.

Ødipus vidste ikke det faktum før Jokaste fortalte det, så han kom i tanker om han jo selv kom forbi den korsvej, og han havde jo heller ikke selv fortalt han havde slået en gruppe rejsende ihjel. Men da det jo drejede sig om flere røvere jvf. kusken og han rejste alene, så vidste han ikke hvad han skulle tro.

Selvom Ødipus føler sig lettet, sender han dog bud, efter den gamle thebenske hyrde. Hyrden indrømmer at han gav barnet til en korinthisk hyrde. Den samme korinthiske hyrde træder i det samme ind af døren og meddeler, at kong Pólybos af Korinth er død, så Ødipus må vende hjem og overtage tronen efter sin far.

Ødipus er lykkelig over, at den han tror er hans far er død af alder og ikke fra Ødipus egen hånd, men han vil stadig ikke vende hjem, da han frygter mødet med sin (formodede) mor, som han jo ifølge profetien skulle avle børn med. Da svarer hyrden ham, at det skal han ikke frygte for, Ødipus er ikke kongeparrets rigtige barn. Det var ham selv, der havde overrakt ham til kongeparret, da han var lille med gennemhullede fødder.

Så går den rigtige sammenhæng endelig op for Ødipus og også for Jokaste, som hænger sig i skam.

Ødipus løb forvirret omkring og råbte om et sværd. Da han intet fandt, tog han nålene, der lukkede Jokastes kjole, og stak sine øjne ud. Ødipus, der før kunne se, men ikke forstå, ser nu klart sin skæbne. Ødipus stiller sig frem på torvet og bekender sandheden for borgerne.

Myten om Ødipus --Ødipus i landflygtighed

Ødipus’ sønner forbander deres far og driver ham i landflygtighed, og Ødipus spår, da han er blevet seende, at de vil falde for hinandens sværd. Da Ødipus tager afsked med sine døtre vil de med ham men det forhindrer sønnerne og sender en slavedreng afsted med Ødipus.

 

De er da kun lige kommet ud af byen da Antigone kommer løbende og sender slavedrengen væk, og hun vandrer derefter på vejen sammen med sin far til hans død, hvorefter hun returnerede til Theben.

Den gamle mand og Antigone vandrede rundt og tiggede over hele Grækenland , i starten blev de behandlet godt af de mennesker de mødte, for de fortalte ikke hvem de reelt var. Men efterhånden blev historien kendt rundt omkring, så holdt menneskerne sig fra dem for ikke at blive ramt af gudernes vrede, så de klarede sig ikke så godt.

Ødipus forvandling til halvgud.

Den gamle Ødipus når på sin vandring, blind og landsforvist, støttet af sin datter Antigone til Attika, nærmere bestemt til Kolonos, hvor Eumeniderne har en offerlund. Eumenidernes lund, det er netop kodeordet for Ødipus – han har fået at vide at dér skal han dø: et orakel fra Delfi har sagt at her vil han få oprejsning for alt det, han har lidt i sit liv.

Nu er han endelig kommet til det sted, som skal være hans livs endepunkt. Hans standser da op, vil bede om asyl hos kong Theseus i Athen og til gengæld love at beskytte Athen mod ethvert angreb udefra. Oraklets løfte er at han skal blive en hero, en beskytter af det område, hvor hans grav ligger. 

Hero, (‘helt, herre, halvgud’), er i oldgræsk religion en mand eller kvinde der dyrkedes ved sin grav (heroon) og kan yde de levende særlig hjælp og beskyttelse.

Men eumeniderne – ‘de velsindede’ – er også erinyerne, ‘de hævnende gudinder’, så borgerne i Kolonós er meget i tvivl om de skal tillade den blinde, fattige fremmede at slå sig ned her; – og deres tvivl bliver ikke mindre, da de opdager at det er Ødipus de har for sig. Hans historie kender de godt – den er jo et eksempel på gudernes forbandelse. Men da han selv beretter om sin skæbne og erklærer sin uskyld både i fadermordet – han vidste jo ikke det var hans far og hans kamp var berettiget selvforsvar – og sit ægteskab med sin mor – hun blev ham givet af byen Theben -, fatter de medlidenhed med ham og lover at hente Athens konge, Theseus

Imidlertid er Ødipus’ anden datter, Ismene, dukket op; – hun har nyt fra Theben: hans to sønner Eteokles og Polyneikes havde oprindelig sat Kreon på tronen, men nu er de gerådet i uenighed om, hvem der skal have magten og Polyneikes er i gang med at samle en hær i Argos for at bekæmpe sin bror. Og Ismene kan tilføje at de nok snart – alle eller hver for sig – vil dukke op, interesserede i at få den døde Ødipus tilbage til Theben i hans nye magtposition som beskytter af magten, en hero.

Men fuld af bitterhed over den måde de har behandlet ham på er det det sidste Ødipus ønsker. Nej, så vil han hellere blive her, i Attika, og blive en garanti for Athen.

Nu kommer kong Theseus og hilser med ægte athensk ædelmodighed den gamle Ødipus; han modtager Ødipus tilbud, også selv om det kan koste krig med Theben, og tilbyder ham en helligdom – et heroon – i selve Athen. Men Ødipus foretrækker Kolonos: det er stedet, hvor han vil besejre sine fjender. (som også  tilfældigvis er Sakrotes fødested)

Nu kan Antigone melde at Kreon er på vej og et øjeblik efter står han foran Ødipus. I en lumsk, beregnende tale søger han at indsmigre sig, men Ødipus gennemskuer ham, og da han har afvist ham, skifter Kreon maske og bliver grov. Han tager både Ismene og Antigone som gidsler, men Theseus griber ind og besejrer Kreon og befrier Antigone og Ismene.

Snart melder den næste sig: Polyneikes har søgt tilflugt ved Poseidons alter. Han er på vej fra Argos til Theben med sin hær og ønsker Ødipus’ hjælp – men Ødipus vil slet ikke se ham. Han bøjer sig dog for Antigones forbøn, men mødet mellem far og søn fører ikke til udsoning og Polyneikes må drage videre mod sin skæbne.

Ødipus meddeler, at hans dødstid er kommet. Han sender bud til Theseus og fortæller kongen, at han vil føre ham til det sted, hvor han vil dø, og at Theseus aldrig må afsløre det sted, men videregive det til sin søn ved sin egen død, som igen skal videregive det til sin egen søn. På denne måde hersker Theseus og hans arvinger måske altid over en sikker by.

Ødipus og Theseus – går til det sted Ødipus har valgt til sin grav. Under torden og lyn og jordskælv åbner jorden sig, han får sit syn tilbage og træder ned i et hul, der har åbnet sig og han forsvinder fra syne og er nu blevet en hero.

Antigone og Ismene beder om at se deres fars grav, men Theseus insisterer på, at Ødipus har forbudt det. Så beder de om sikker passage tilbage til Theben, så de kan forhindre en krig mellem deres brødre. Theseus giver dem dette og de vender hjem til Theben.

Theseus bliver også hero efter sin død. Se også under Kreta for hans kamp med uhyret Minotaurus.

Myten om Ødipus --Ødipus sønner kæmper om magten

Slægtens ulykker standsede imidlertid ikke med Ødipus, Efter at de har landsforvist deres egen far skal sønnerne regere byen Theben skiftevis et år ad gangen. Efter Eteokles har regeret et år og Polyneikes skulle til, bliver Polyneikes i stedet fordrevet af sin bror. Polyneikes tager til kongen af Argos, Adrastos, hvis datter Argeia han gifter sig med og overtaler kongen til at gå i krig med Theben så han kunne få kongemagten der.

Brødrene dræbte hinanden i tvekamp foran byens mure. Iokastes bror Kreon tog magten og dekreterede, at kun Eteokles måtte begraves, mens forræderen Polyneikes’ lig skulle ædes af hunde og fugle, da han havde forsøgt at indtage byen.

Men Antigone har ifølge gudeverdenens uskrevne love pligt til at begrave sin bror, og hun begraver ham derfor symbolsk om natten. Men Kreon, som må følge loven, dømmer Antigone til døden, og lukker hende ind i en kuppelgrav, hvor hun skal dø af sult. Guderne bliver vrede, og den gamle seer Teiresias fortæller Kreon, at p.g.a. hans gerning vil hans eget afkom lide døden. Kreon styrter ud til grotten, kun for at finde Antigone hængt i sin kjole, og ser sin egen søn Haimon, der for øjnene af Kreon tager sit eget liv p.g.a. sin forlovedes død. Da han som en nedbrudt mand vender hjem, ligger hans mor død af sorg over Haimons død.

Laodamas, søn of Eteocles, og barnebarn af Ødipus overtager kongemagten. [

Enden på kongeslægten.

Ti år efter Argos angreb på Theben gør de endnu et forsøg på at erobre Theben. De dræber den sidste af Labdakos æt, Eteokles søn Laodamas og fordriver Thebens befolkning. Således ender Labdakidernes (Labdakos’ slægts) historie, der er ikke flere tilbage der kunne rammes af den gamle forbandelse.

De græske områder blev senere så erobret af Alexandra den store. De græske bystater under Thebens ledelse, hvor befolkningen er vendt tilbage, forsøgte et åbent oprør mod ham. Alexander besejrede thebanerne, erobrede byen, jævnede den med jorden og solgte hele befolkningen som slaver.

Her slutter historien om Theben endelig.

Myten om Ødipus -- Morale

Havde Ødipus bare taget hjem til Korinth fra Delphi og ikke taget profetierne alvorligt ville han aldrig have mødt sin rigtige far.

Men det at han flygtede til Theben og prøvede at undgå sin skæbne kunne give guderne en mulighed for at bringe ham i en situation, hvor han mødte sin rigtige far og dræbte han

Men sagnene viser også, at selv om mennesket ikke kan kontrollere sin egen skæbne så bliver det straffet for det, som det gør.

At Ødipus stikker sine øjne ud kan være symbolsk, vise at Ødipus altid har vandret i blinde, da skæbnen er bestemt på forhånd.

Vi kender primært sagaen om Ødipus ud fra Sokrates skuespil om hans liv. Også Homers har omtalt Ødipus.

Sagnene findes i flere variationer, men de har alle til hensigt at vise at guderne er almægtige og menneskets skæbne er forud givet.

Det er nok ikke helt tilfældigt at Sokrates i sine skuespil lader Ødipus ende i Kolones, da det er Sofokles’ fødested, hvor han kæmpede for at give Athens borgere tro på fremtiden, så en ekstra hero skader jo ikke.

Ødipus komplekset

Senere er myten om Ødipus blevet anvendt af psykoanalytikeren Sigmund Freud. Den har givet navn til det såkaldte ‘ødipus-kompleks’ – en freudiansk betegnelse for en drengs til sin mor og deraf følgende had til og dødsønsker overfor faren.

Barnet får en ubevidste seksuelle binding til moderen. Barnet bliver seksuelt stimuleret via det orale organ, når det dier ved moderens bryst. Barnet ønsker, at faderen skal forblive borte, da det vil give barnet mere tid med moderen. Men dette lykkes ikke for barnet – det ser, at faderen er større og stærkere end ham selv, og får kastrastionsangst.

Barnet indser, at ‘kampen om mor’ er tabt, og vil så derefter søge en kæreste, som minder barnet om dets mor.

Den kvindelige version af dette er Elektrakomplekset