Megalitter på Lolland, Falster og Møn


Klekkendehøj

I sidste halvdel af 1700-tallet vækkedes for alvor interessen for den fjerne fortid, og det fik den portugisiske kammerherre Calmette til at lade den over 5000 år gamle tvillingejættestue Klekkendehøj på Møn udgrave.

Historien om en af Danmarks betydeligste jættestuer, Klekkendehøj på Møn, er uløseligt forbundet med godset Marienborg og kammerherre Gérard Pierre Antoine de Bosc de la Calmette (1752-1803). Calmette var ikke nogen helt ubetydelig person i 1700-tallets sidste halvdel, idet han engagerede sig stærkt imod stavnsbåndets ophævelse i 1788; en forordning der fastholdt bønderne under de lokale godser uden ret til at flytte til en anden landsdel.

Calmette var dog også en mand med et internationalt tilsnit. Han var oprindeligt født i Lissabon af et hollandsk diplomatpar men kom senere til København. I slutningen af 1770erne giftede han sig med en datter af en schweizisk storkøbmand. Han var tillige en meget berejst mand, og under sine store rundrejser i Europa stiftede han også bekendtskab med tidens store havemode. Den engelske havestil, også kaldet den romantiske have, krævede at naturens eget tilsnit skulle komme tydeligt frem i de store parkanlæg og haver som Europas aristokrati anlagde i disse år. Hertil føjedes en – set med nutidens øjne – række unaturlige elementer såsom templer og mindestøtter. Men også oldtidsminderne, gravhøjene og jættestuerne blev naturlige elementer i tidens havedesign.

Calmette var amtmand på Møn og boede på godset Marienborg – eller Calmettenborg som det dengang kaldtes – på den vestlige del af Møn. I tidens stil opførte han på øens østspids lystslottet Liselund med et parkanlæg i stil med den engelske have. Men også i nærheden af Marienborg opbyggedes enkelte steder elementer af den romantiske have. Et af de fortidsminder, som kom i søgelyset under Calmettes forsøg på at følge med tidens stil, var jættestuen Klekkendehøj.

Præcist hvilket år, Calmette lod Klekkendehøj undersøge, fortaber sig i fortidens glemsel, men noget tyder på, at det enten var i 1798 eller 1799. Undersøgelsen tog kun otte dage, men til gengæld var 14 mand også sat på opgaven. Undersøgelsen blev ledet af Calmettes hushovmester, Berg, som besluttede at gå ned i tvillingejættestuen ovenfra, idet indgangene var spærret af større sten. Da man nåede dækstenene over gravkamrene, valgte man at fjerne en dæksten over hvert kammer og på den måde grave sig ned i de to gravkamre og ud gennem indgangene. Den jord, som lå i kamrene, blev kastet ud ad de to huller, man havde lavet i jættestuernes loft, hvorefter jorden blev grundigt undersøgt. På den måde lykkedes det også at finde en række genstande, som en gang i bondestenalderen var blevet lagt ind i gravkammeret sammen med de afdøde. Set med nutidens øjne var det en overordentlig minutiøs udgravning, man gennemførte på Klekkendehøj i slutningen af 1700-tallet. Ligesom i dag gravede man sig lagvist ned i gravkamrene og kunne på denne måde se, at flintdolkene lå højere oppe sammen med flere hele skeletter, mens stenøkserne lå længere nede mod jættestuens oprindelige gulv. I dag ved vi, at flintdolke stammer fra bondestenalderens sidste fase, mens stenøkser er en genstandstype, som hører til i tragtbægerkulturen og altså er samtidige med jættestuernes opførelse for omkring 5000 år siden. Den grundige undersøgelse af Klekkendehøj betyder, at man i dag ved, at jættestuen er blevet anvendt gennem en lang periode, som har strakt sig over flere hundrede år.

En række af de genstande, som blev fundet i Klekkendehøj, blev senere overgivet til Nationalmuseet og findes i dag i museets magasin. Genstandene blev overladt til Oldsagskommissionen i 1807, samme år som kommissionen blev grundlagt, og er altså nogle af de første genstande i museets samling. Det gælder blandt andet to lerkar og et par af de flintdolke, Calmettes udgravningshold fandt under udgravningen. På en seddel i et af lerkarrene findes en kort notits på fransk om fundet, og dette vidner om, at Calmette selv har været interesseret og fulgt med i undersøgelsen af sin gravhøj.

Pastorens teori

Årsagen til, at man i dag kender til så grundige og detaljerede oplysninger om Calmettes udgravning, skyldes en lokal præst, som i begyndelsen af 1800-tallet udgav et hæfte om mønske fortidsminder. Lige så grundig præsten var med den nøgterne beskrivelse af udgravningsresultaterne, ligeså fri var hans fantasi, når han skulle forklare, hvem der lå begravet i tvillingejættestuen. Endnu på det tidspunkt var den arkæologiske videnskab i sin opstartsfase, og ord som stenalder, bronzealder og jernalder var begreber, man endnu ikke kendte til. I dag ved vi, at det er nogle af de første bønder, som ligger begravet i jættestuerne, men pastor Paludan fra Fanefjord Kirke var af den opfattelse, at der var tale om to høvdingebegravelser. Foruden de to høvdinge var en række af deres krigere også blevet begravet i jættestuerne. Dolkene, som man fandt øverst i gravkamrene, hørte sammen med nogle skeletter. Disse knogler tilhørte personer som var blevet ofret. Et kvindeskelet skulle være en skjoldmø, der havde fulgt sin helt i graven. Om selve begravelseshøjtideligheden skriver pastor Paludan: ” Til Ære for den Døde maatte Urnebæreren udbrede Skræk og Gysen ved at være forklædt i frygtelige Skikkelser, hvine, tumle og tude, for saaledes at forestille den Dødes Genfærd og indjage Fjenderne Ærefrygt. Under en stor Mængde Tilskueres Larmen og Drikken blev Urnen staaende paa Støtten, indtil alle Levnedsmidler var fortærede; først da bragte man den tilbage i Gravhøjen”. Pastoren manglede i al fald ikke fantasi, men forslaget om, hvordan begravelsen er foregået, passede udmærket med den folkelige opfattelse af, hvordan livet havde været i hedenold.

I 1861 blev jorden omkring Klekkendehøj solgt fra, men familien Tutein – som havde overtaget Marienborg efter Calmette-familien – fik indskrevet i skødet, at Klekkendehøj stadig skulle tilhøre godset, og at den nye ejer skulle sikre uhindret adgang for de personer som ville besøge tvillingejættestuen.

En usikker konstruktion

Selvom udgravningen i 1700-tallet var udført på et enestående højt niveau, så havde gennembrydningen af gravkamrenes loft været fatal. Allerede i 1800-tallet viste der sig problemer med de store bæresten, som var blevet fjernet. Nogle midlertidigt opsatte træpæle kunne ikke forhindre dækstenene i at sætte sig, og en overgang var det tilmed livsfarligt at begive sig ind i jættestuens indre. Derfor fornyede Nationalmuseet i slutningen af 1890erne afstivningen, og en nøgle til de jernlåger, som var sat foran indgangene, blev overladt til den lokale gårdejer. Gårdejeren, der straks så en mulighed for en ekstra fortjeneste, begyndte at opkræve entré af de besøgende, hvilket faldt Nationalmuseets direktør så meget for brystet, at han en overgang overvejede med politiets hjælp at få nøglen leveret tilbage. En museumsinspektør blev sendt til Møn, og det lykkedes ham at få bragt sagen i orden. En lokal tømrer havde indvilget i at opholde sig ved Klekkendehøj nogle timer hver søndag i sommerhalvåret for at holde jættestuen åben. Det meste af tiden tilbragte tømreren dog alene. I sommeren 1900 var der kun 16 besøgende, og året efter var dette tal faldet til kun seks personer. Siden er der dog kommet betydeligt flere turister til, og Klekkendehøj er i dag en af landets mest velbesøgte jættestuer.

Heller ikke afstivningen af kamrene i slutningen af 1800-tallet var en permanent løsning af problemet med de ustabile dæksten. Derfor besluttedes det i 1987 at gennemføre en gennemgribende restaurering af det sydlige gravkammer, og omkring årtusindskiftet blev også nordkammeret restaureret. Ved disse omfattende projekter er det lykkedes at stabilisere og sikre, at dækstenene ikke i fremtiden skrider ned i kamrene og er til fare for de besøgende. Med næsten to århundreders forsinkelse lykkedes det således at bringe Klekkendehøj tilbage til den standard, som jættestuen var i, inden Calmette gennemførte sin undersøgelse i slutningen af 1700-tallet.

Videre læsning

Flemming Kaul 1989: Klekkendehøj og Jordehøj - 5000-årige ingeniørarbejder i Nationalmuseets Arbejdsmark 1989 side 85-100. - Torben Dehn, Svend Illum Hansen og Flemming Kaul 2000: Stenaldergrave i Danmark 2 af Dehn, Hansen og Kaul. Nationalmuseet 2000.

Fakta om Klekkendehøj

Der er offentlig adgang til Klekkendehøj. Et skilt ved parkeringspladsen viser vej.

Kong Asgers Høj

Kong Asgers Høj ligger på en bakke nordvest for landsbyen Sprove.

Kammeret er 10 m langt og over 2 m bredt.

Kong Asgers Høj betragtes som den største og bedst bevarede.

Kong Asgers Høj

Kong Asgers Høj betragtes som den største og bedst bevarede jættestue. Den ligger på en bakke nordvest for landsbyen Sprove. Kammeret i jættestuen er 10 meter langt og over 2 meter bredt.

Da man i slutningen af jægerstenalderen, som er ca. 4.000 f.Kr., begynder at dyrke jorden, var der skikke, som mange europæiske bonde-stenalderfolk allerede var fælles om - en af de disse skikke var at bygge gravmæler af kæmpestore sten. dem kender vi i dag som stendysser elelr jættestuer. Kong Asgers Høj blev bygget for 5.200 år siden og er et imponerende bevis på fortidens bygningsmæssige kunnen.

Sømarksdyssen



Sømarkedyssen er et stort åbent ottekantet kammer med en kolossal overligger. Interessant er, at dækstenen over gangen er oversået med henved 200 skålformede fordybninger, der sikkert er frembragt i broncealderen som hellige magiske tegn i en frugtbarhedskult.



Da man i slutningen af jægerstenalderen (ca. 4.000 f. kr) begynder at dyrke jorden, antog danskerne sociale værdier og skikke, som mange europæiske bondestenalderfolk allerede var fælles om. Èn af disse skikke var at bygge gravmæler af kæmpestore sten. Dem kender vi i dag som stendysser og jættestuer. De to navne dækker over forskellige typer af storstensgrave, der blev anvendt på forskellige tidspunkter. Begge typer er der mange af på Møn. Faktisk er øen ét af de områder i landet, hvor der er den tætteste koncentration af dysser og jættestuer. Alt i alt bliver det til 102 storstensgrave på Møn. Fuldstændigt bevarede er kun få dysser eller jættestuer.

Èt af de bedste eksempler er Kong Asgers Høj. Jættestuen ligger på nordvest Møn, med en flot udsigt over sundet. Kong Asgers Høj blev bygget for omtrent 5.200 år siden, men er stadigt et imponerende bevis på fortidens arkitektoniske kunnen. Møns andre storstensgrave er ikke så velbevarede som Kong Asgers Høj, men dog stadig bemærkelsesværdige.

Kong Asgers Høj

Jævnaldrende med Kong Asgers Høj. Jættestuen Klekkendehøj er en dobbeltjættestue, hvilket vil sige at den har to gravkamre i stedet for det normale ene.

Første gang Klekkendehøj blev undersøgt var i slutningen af 1700-tallet, hvor kammerherre til Liselund, de La Calmette, der nærede en brændende interesse for oldtiden, sprængte sig vej ind i jættestuen. Senest er Klekkendehøj blevet genundersøgt i slutningen af 1980'erne, hvorved den også blev restaureret. Fundene fra jættestuen er få, idet man fra denne periode af stenalderen kun fandt en flintøkse og 3 lerkar.

Selvom både Klekkendehøj og Kong Asgers Høj er store, er det største af alle fortidsminder på Møn faktisk ældre end de to. Det drejer sig om Grønjægers Høj eller Grønsalen. Denne langdysse ligger få hundrede meter fra Fanefjord kirke og er synlig fra kirkegården. Den er blandt Danmarks største, og er henved 100 meter lang og ca. 3 meter bred. Grønjægers Høj har fået navn efter jætten Grøn, der ifølge sagnet boede på Møn. Han har ligeledes lagt navn til Grønsund, mens hans kone, Fane, har fået opkaldt Fanefjord efter sig. Desværre er der ikke så meget mere at sige om Grønjægershøj, for man har ingen beretning om fund fra nogen af dyssens tre gravkamre.

Forfædre og flytning

Undersøgelser fra andre dele af landet har vist, at storstensgravene ofte ligger i små klynger. Disse klynger kan sandsynligvis knyttes til et landsbysamfund, der har bygget og vedligeholdt "deres" monument igennem hundredvis af år. Måske har storstensgravene givet stenaldermenneskene et holdepunkt i en foranderlig verden. Man benyttede sig nemlig af svedjebrug, der krævede at man ofte flytter. Og som tilværelsens fikspunkt har storstensgravene været perfekte. Deres uforgængelighed bevises af, at vi selv efter 5.000 år stadigt kan se dem i landskabet. Også på Møn ses det samme billede som i resten af landet, idet storstensgravene er samlet i små klynger i bestemte områder Især tre områder skiller sig ud ved deres rigdom af dysser og jættestuer: Sprove/Røddinge på Vestmøn, Nørre Frenderup på Sydvestmøn, samt Mandemarke/Busemarke i det sydøstlige Møn. Udover disse tre hovedområder, er der også mange storstengrave ved Neble (nær Stege) og ved Sømarke (nær Liselund Slot på Østmøn). På alle de tre førstnævnte steder er der storstensgrave af både tidlige og sene typer.

Som nævnt i afsnittet om jægerstenalder har kystlinjen ændret sig meget siden da. I bondestenalderen var der langt flere fjorde og vådområder. Blandt andet gik der en fjord helt ind til Borre. Det var kun godt, for vådområder betød gode muligheder for at skaffe føde (ved jagt og fiskeri). De store klynger af storstengrave ligger alle, så de kunne få maksimalt udbytte af de datidige vådområder. Dette kunne være årsagen til, at samfundene ved Neble, Nørre Frenderup og Mandemarke havde overskud til at fortsætte byggeriet igennem alle de 500 år, som man byggede storstensgravene i.



Externe referencer

For yderliger information, prøv at se på følgende hjemmesider:

toBeAdded











MegalitCulture
MegalitCulture large

Megalit kulturens
udbredelse i Europa

 
  Indledning
  Rejser
  Fotogalleri
  Kalender
  Links
  Europa >>
         Belgien
         Danmark >>
                  Bornholm
                  Fyn
                  Jylland
                  Sjælland
                  Øerne
         England
         Frankrig
         Grækenland
         Holland
         Irland
         Italien
         Malta
         Norge
         Portugal
         Skotland
         Spanien
         Sverige
         Sweitz
         Tyskland
         Wales
         Østrig
  Verden
  Arkæoastronomi
  Orbs fænomener
  Tempelridderne
  Glastonbury Webcam
  Karon beach
  Free PageRank Checker