Megalitter i Jylland


Poskær Stenhus - Danmarks største runddysse



Jellingestenene



Lindholm Høje



Kongehøjen ved Voldstedlund.



Kongehøjen ved Voldstedlund.

Kongehøjen set fra sydøst med de to kammeråbninger mellem randstenene.

Kongehøjen er en af de flotteste og bedst bevarede stenaldergrave vi har i Danmark og er virkelig sit navn værdig.

Ifølge et gammelt sagn blev en konge ved navn Volf begravet i højen, og heraf udspringer både højens og den nærliggende gårds navn. Sagnet siger også, at Volf´s dronning skulle være begravet i den nærliggende Kjelderhøj. Kongehøj-navnet kan i øvrigt genfindes i adskillige danske dysser, jættestuer og gravhøje.

Udgravninger i 1961 og den efterfølgende restaurering af langdyssen viste, at den er bygget i Tragtbægerkulturen i midten af bondestenalderen omkring 3.200 f. K. Den er således rejst længe før Danmark i vikingetiden blev et egentligt kongerige. Det særligt imponerende ved langdyssen er den næsten intakte randstenskæde (1) med i alt 62 sten langs højens fod, samt de to meget velbevarede gravkamre som højen skjuler. En del af forklaringen på at dyssen er så velbevaret ligger i, at den blev frivilligt fredet allerede i 1892, og måske også i at det ifølge folketroen kunne gå folk meget ilde, hvis de brød stenkredsen omkring dyssen eller på anden vis forgreb sig på den.

Ved langdyssens gavle mod øst og vest står en række mægtige - mere end mandshøje - og indtil 2,7 m. høje "stævnsten" (2). At så store sten indgår i randstenskæden er ganske unormalt. Normalt er de forbeholdt til brug som dæksten i dyssernes gravkamre. Da Mariageregnen er rig på store sten, var det ikke i sig selv ekstravagant at bruge de store sten i randstenskæden, men der var selvfølgelig et stort arbejde forbundet med at flytte de store sten til pladsen forud for opførelsen af langdyssen. Opbygningen af den 52 m. lange, 22 m. brede og indtil 3 m. høje jordhøj som forsegler de to stenopbyggede gravkamre har været et gigantisk, kollektivt arbejde, og kan - som det er fremført fra mange sider - også ses som en manifestation af det lokale stammesamfunds territorium og grænser.

Der er adgang til de to gravkamre i højen. Husk en god lommelygte eller et stearinlys. I højens sydside ses to stensatte gangåbninger (3), hvorfra det gennem smalle kammergange (4) er muligt at kravle frem til langdyssens to gravkamre som forsegles helt af den omgivende jordhøj.

Kammergangene (5) er opbygget af store flade bæresten og tilsvarende dæksten, hvor mellemrummene er udfyldt og forseglet med mindre flade sten i en såkaldt tørmur. I gulvet ved overgangen til gravkammeret i det østlige kammer - som i øvrigt har fuld ståhøjde - ses en tærskelsten (6) som markerer den oprindelige, indre døråbning til kammeret.

Begge gravkamre er af mangekantet "polygonal" form og dækkes af en stor dæksten. I østkammeret understøttes dækstenen bl.a. over gangåbningen af indskudte sten, som det ses på fotografiet. I vestkammeret (7) understøttes den mellem 10 og 15 tons tunge dæksten direkte af bærestenene. Mellemrummene mellem bærestenene er også her udfyldt med en meget velbevaret tørmur ved såvel gulv (8) som loft (9).

Nationalmuseets udgravninger i 1961 viste, at det østlige gravkammer tidligere var blevet tømt, mens det vestlige og næsten jordfrie kammer stort set var urørt siden oldtiden.

Her fandtes - skjult under en stor stendynge på gulvet - bl.a. ravperler og nogle pilespidser, som repræsenterer gravgaver til de sidst gravlagte personer i dyssen. Disse er oftest langt yngre end de gravlæggelser dyssen blev opført for, og som altså ved senere gravlæggelser blev udrømmet fra kammeret. Gravgaver, som fandtes i kammergangen, stammer sikkert fra sådanne udrømmede begravelser. Oven på stenlægningen i kammeret lå et skelet fra en ko, hvoraf hovedet, det ene bagben og de yderste fodled manglede. Koen blev under udgravningen tolket som et sidste gravoffer, inden dyssen gik ud af brug, men senere kulstof-14 datering har vist at skelettet stammer fra 1800-tallet, hvor dyssen altså må have været åben eller blevet åbnet.

Hvis du ikke har mod på at kravle ind i gravkamrene i Kongehøjen, kan du ved at følge markskellet omkring 180 m. mod vest opleve en anden storstensgrav fra bondestenalderen. I den nu træbevoksede og afgravede høj som ligger her, ses et meget illustrativt grundrids af en lille jættestue (10). Selvom denne grav blev fredet samtidig med Kongehøjen, er dækstenene over kammeret og en af kammerets bæresten mod sydvest fjernet og genbrugt andetsteds. Over den nu næsten jordfyldte kammergang mod sydøst ligger stadig 2 dæksten, og på den afgravede høj (11) omkring kammeret ligger adskillige afsprængte rester af de afgravede sten.

Stenvad 50-kr.-dysse



Ildbjerggård langdysse

<

Årslev-dyssen v. Silkeborgvej i Århus



Årslev-dyssen. En af de ganske få bevarede dyssekamre på Århusegnen.





Jelling-stenene ca. 935-985

Jelling-stenene består af en mindre og en større runesten, som begge er fra 900-tallet. De to runesten afspejler begyndelsen på en væsentlig transformation i det danske samfund – overgangen fra den hedenske vikingetid til den kristne middelalder. Den mindste runesten er ældst, formentlig fra ca. 935. Den er rejst af kong Gorm den Gamle til minde om hans hustru Thyre. Stenen er også den ældst bevarede danske kilde, hvor Danmark nævnes i skriftlig sammenhæng. Den store runesten er sværere at tidsfæste, men den er formentlig blevet rejst mellem 960 og 985 af Harald Blåtand (død ca. 986). Harald Blåtand var søn af Gorm den Gamle og Thyre, og han var den konge, der stod for Danmarks overgang til kristendommen. Den store runesten er unik, da runeindskriften, modsat andre runesten, er vandret som teksten i en bog. Stenen består af tre forskellige sider. Den ene side er indgraveret med runer, den anden side består af et fabeldyr, og på den tredje side af stenen er et korsfæstelsesbillede af Kristus (dog uden kors). M ed symboler og tekst skildrer Jellingestenene således overgangsperioden fra det ældre hedenske vikingesamfund til det nyligt kristnede Danmark. Runeindskrifter udgør det eneste danske kildemateriale af skriftlig art fra vikingetiden. I Danmark, Norge og Sverige er der fundet ca. 2250 runesten, hvoraf de fleste er fundet i Sverige. Derudover er der fundet runeindgraveringer på mindre genstande såsom kamme, træpinde og lignende. Der er også fundet runesten rejst af vikinger i resten af Europa. Jellingmonumenterne, herunder de to runesten, Jelling Kirke og to kæmpegravhøje, blev i 1994 optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Den lille Jelling-sten (ca. 935):

Kong Gorm[1] gjorde disse kumler[2] efter Thyre sin kone, Danmarks bod.

Den store Jelling-sten (ca. 960 – 985)

Kong Harald[4] bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Thyre, sin moder, den Harald, der vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne

Externe referencer

For yderliger information, prøv at se på følgende hjemmesider:

Danmarks Kulturarvs Forening

Lindholm Høje

Jelling stenene

Poskær Stenhuse











MegalitCulture
MegalitCulture large

Megalit kulturens
udbredelse i Europa

<
 
  Indledning
  Rejser
  Fotogalleri
  Kalender
  Links
  Europa >>
         Belgien
         Danmark >>
                  Bornholm
                  Fyn
                  Jylland
                  Sjælland
                  Øerne
         England
         Frankrig
         Grækenland
         Holland
         Irland
         Italien
         Malta
         Norge
         Portugal
         Skotland
         Spanien
         Sverige
         Sweitz
         Tyskland
         Wales
         Østrig
  Verden
  Arkæoastronomi
  Orbs fænomener
  Tempelridderne
  Glastonbury Webcam
  Karon beach
  Free PageRank Checker