Megalitter på Fyn


Her er der et par spændede steder.

Gudbjerglund stendysser

På bakken syd for Gudbjerg øst for landevejen til Svendborg ligger der en lille skov, Gudbjerglund, er sydfynsk sidestykke til "Glavendruplund" på Nordfyn. Den er i mere end en forstand et historisk monument, der plejes af en særlig forening. Her ligger 4 stendysser fra bondestenalderen (3500-3100 f.kr.), to lange på henholdsvis 117 meter og 106 m lange og to mindre på henholdsvis 41 m og 19 m - alle 7,5 m brede. I 1872 blev de fredet på foranledning af godsejer N.F.B. Sehested fra Broholm, egnens store arkæologiske skikkelse.

Ifølge et gammelt sagn skulle Gudbjerg Kirke have været bygget oven på stendysserne, men der boede trolde, og om natten rev de alt det ned, der var blevet bygget op om dagen. En due viste derpå arbejderne, hvor de skulle bygge, og det var der, hvor kirken ligger i dag.

Stendysserne er igennem årene flere gange blevet udsat for ødelæggelser. Allerede i 1808 kom præsten i Gudbjerg med en nøjere beskrivelse af dysserne overfor Oldtidskommissionen. Han forklarede, at det var hans hensigt at undersøge dem nærmere, hvorefter han fik den ene langdysse udgravet og lod bortsprænge mange af stenene. Da præstegården brændte i 1863, og en ny skulle bygges, hentede man sten til fundamenterne oppe på gravhøjen. Endvidere blev stenene brugt til bygning af broen over Stokkebækken. N.F.B. Sehested gjorde allerede i 1865 opmærksom på, at der burde gøres noget for at beskytte stendysserne. Den jord, de lå på, tilhørte præstegården, dvs. staten, men først den 30.maj 1872 kom den endelige fredningsdeklaration. Det kostede 25 rigsdaler at hugge de fem fredningssten, med indskriften: 'Statens Eiendom. Fredlyst.' De skulle sikre mod overgreb.



Dammestenen ved Hesselager



Dammestenen, damestenen eller Hesselagerstenen er de navne, som Danmarks største sten kendes under. Den ligger på Østfyn tæt ved landsbyen Hesselager. Damestenen er en såkaldt vandreblok, hvilket betyder, at den ikke oprindeligt er fra Danmark, men er blevet ført hertil af isen under sidste istid. Stenen er næsten 10 meter høj, har en omkreds på 45,8 meter og vejer 1000 tons. Dammestenen består af lys, rød-grå, middelkornet granit, der flere steder har smalle mørke bånd af den vulkanske bjergart diabas. Granitten er mange 100 mio. år gammel, hvorimod diabasen er noget yngre. De mørke diabasbånd er opstået ved, at magma i form af diabas er trængt op i sprækker og revner i granitten og herefter størknet.

Ved at analysere de såkaldte vandreblokkes mineralsammensætning kan man med stor sikkerhed bestemme, hvor de er kommet fra. Det har vist sig, at Dammestenen er blevet ført hertil fra Sydsverige, i forbindelse med det Baltiske isfremstød. Der er højst sandsynligt sket det, at en gletsjertunge er gledet hen over Sverige, hvorved Dammestenen har revet sig løs fra grundfjeldet og er frosset fast i bunden af gletsjeren, hvorefter den så er blevet transporteret til dens nuværende position. Stenen har formodentligt været noget større, da den oprindeligt rev sig løs fra grundfjeldet, men hele vejen til Danmark har den skuret mod det landskabet, som isen har bevæget sig hen over, hvilket sandsynligvis har påvirket størrelsen en smule. Hvis man kravler op på Dammestenen og studerer den nærmere, vil man tydeligt kunne se nogle dybe furer og ridser i stenens overflade som kaldes for skurrestriber. Disse striber bevidner stenens turbulente rejse. Skurestriberne peger hovedsalig i retningen sydøst-nordvest, hvilket tyder på, at damestenen er bragt hertil af det førnævnte Baltiske isfremstød, som fandt sted for ca. 14.000 år siden. Dammestenen er trods sin imponerende størrelse ikke den største af sin slags i verden. I Canada findes verdens største vandreblok, der måler 9x41x18 meter og vejer 16.500 tons. Man kan godt forstå, at en sten af Dammestenens størrelse i gamle dage var baggrund for overtro, myter og sagn. Her er to versioner af de adskillige sagn, der omhandler stenens oprindelse:

”Man fortæller, at en dame, der boede i Hou (den nordre ende af Langeland), forbitret over, at spiret af Svinninge kirke tjente de søfarende til for godt et mærke, i vrede engang kastede den omtalte sten imod Svinninge spir. Men uagtet man ikke kan nægte, at den gode dame har haft kræfter og forstået at tage sigte, har stenen dog kun nået 2/3 af vejen".

En anden version:

”Da heksen havde kastet stenen og den var godt på vej til Svinninge, kom der en engel ned fra himlen og satte sin fod på den, så den faldt ned, der, hvor den nu ligger. Og ovenpå er der et mærke, som af en fod”.



Brudager Langdysse

Brudager Langdysse, beliggende ved Sognevej i Brudager. Langdyssen er ca. 60 meter lang og orienteret næsten nord-syd. Oprindelig har den været noget længere. Tidligere brugtes dysser som regulære stenbrud, når der skulle bygges huse eller veje. Langdyssen har således leveret sten til flere byggerier i omegnen. I den sydlige ende af højen ses resterne af et større gravkammer og midt i højen ses resterne af endnu et. Indtil begyndelsen af 1800-tallet var begge gravkamre intakte med dæksten. I bredden måler højen ca. 17 meter. Et særligt træk ved denne langdysse er, at den er forsynet med 2 randstenskæder. I den ydre kæde er der i dag bevaret 52 sten og i den indre ca. 45 sten.



Stendyssen ved Hannemosehus i Vester Skerninge



Sagn meddelt af gårdejer Jens Hannemose, Vester Skerninge. Optegnet 1925 af Hans Hannemose til friskolelærer Kristian Thomsen, Vester Skerninge Friskole. Dansk Folkemindesamlings arkiv.

Ude på vor mark er der en stendysse. Den ligger lige ved vejen, der fører til Ulbølle. Den består af syv sten, der står op, og en stor overligger. Stendyssen blev i sin tid udgravet, og der blev da fundet et sølvfad og en stenhammer, det blev sendt til København. Der er også fundet en mængde stenkiler omkring højen. Et sagn fortæller, at der skulle være begravet en skærsliber. Stendyssen er nu fredet af Nationalmuseet.

Ridder Skrædderen

Ridder Skrædderen Meddelt af Mine Jensen, væverenke, 80 år, Hannemosehus, Vester Skerninge. Optegnet 1922 af Kristian Thomsen, Vester Skerninge Friskole. Dansk Folkemindesamlings arkiv.

På gården Hannemoses mark i Vester Skerninge er der en stendysse, og der skal have boet en trold. Tæt ved stendyssen ligger et hus, hvor der har boet en skrædder, der blev kaldt Ridderskrædderen. Navnet skal han have fået, fordi han engang vendte et sæt tøj for greven, og bag efter fortalte han, at han havde fundet en loppe i tøjet, og den havde han klemt ihjel, og så havde han drukket blodet, for det måtte jo være adeligt. Han var ikke større, end at han lige kunne "hage" bordet, og det fortaltes også, at han var en skifting fra trolden i stendyssen. Vejen fra Hannemose til Vester Skerninge kaldes Hytteballevejen, og skrædderen sagde, at alle folk der ude på marken skulle i det mindste en gang køres ad den vej, nemlig når de skulle begraves; men selv kom han to gange ad den efter sin død, for han havde en dag været i Ulbølle med noget tøj, og da var han bleven fuld. På vejen hjem faldt han så i grøften og druknede. Så blev han først kørt til sit hjem ad Hytteballevejen, og da han skulle begraves, skulle han til Vester Skerninge ligesom de andre fra Søndermarken, og så blev han igen kørt ad Hytteballevejen.



Pipstorn, langdysse

Intro

Fortidsmindet

Det fortidsminderigeste område på FynPipstornskoven øst for Fåborg må betegnes som det fortidsminderigeste område på Fyn. Ud over en snes mere eller mindre velbevarede gravhøje, ligger der også fem megalitter i området. Offentlighedens adgang til området - der er privat ejet af Holstenshus - foregår fra parkeringspladsen ved skovens nordvestlige hjørne. Megalitterne ligger tæt på hinanden og kun få minutters gang fra p-pladsen. Takket være restaurering fremstår en langdysse beliggende lige i skovens nordlige udkant bedst bevaret. Den har tre kamre nogenlunde symmetrisk placeret i langhøjen, der oprindelig har været fyldigere. To af kamrene - det midterste og det vestligste - er små og rektangulære, hvilket tyder på at de er ældst. Det yngste kammer er større og orienteret vinkelret på langhøjen med indgang mod sydvest, mens de to andre er orienteret i højens længdeakse. Fra selve dyssen haves ingen fund, men lokal tradition siger ikke desto mindre at Frederik VII - der har vi ham igen! - har udgravet kamrene. I forbindelse med restaureringen fremkom der ved randstenene to flintøkser og to mejsler, utvivlsomt placeret der som ofre. En anløbet runddysse og tre langdysserKun ungefær 100 m syd for langdyssen og helt ud til skovvejen ligger en noget anløbet runddysse med et dårligt bevaret kammer. Mere substans er der i tre langdysser et par hundrede m. længere mod øst - ligeledes beliggende i en lysning helt ud til vejen. På en forårsdag med sol og nyudsprungne bøge er der tale om et særdeles romantisk sted, der kan bibringe én følelsen af at stå midt i et guldaldermaleri. I realiteten er det man ser resultatet af årtusinders forfald og nedbrydning i form af slid som følge af kreaturgræsning, oldensvins ihærdige over- og underjordiske søgen efter føde, træers stormfald - senest i 1999-orkanen, og det der hærgede disse fortidsminder mere end noget andet i hele landet - nemlig stenbrydning og så videre. Enkelte af stenene indtager stadig deres oprindelige placering, men langt de fleste er enten væltede eller helt fjernet. Af dyssernes jordhøje er der kun lidt tilbage, de ses som svage højninger i terrænet. Det dysseædende træFør 1999-orkanen og Skov- og Naturstyrelsens efterfølgende restaurering, der resulterede i den stand, som dysserne har i dag, kunne man tydelig fornemme den ’’kamp’’ som igennem århundreder har foregået mellem træer og kampesten. Mest dramatisk var ’’Det dysseædende træ’’ - en stor bøg, hvori der var indgroet en randsten. Oprindelig har dysserne haft - regnet fra nord - to, tre og ét kammer, alle beliggende i langhøje. Endeligt skal man være opmærksom på de mange gravhøje fra antagelig bronzealderen, der ligeledes udgør en vigtig del af fortidsmindeindtrykket ved et besøg i Pipstornskoven.



Dysse

Dysse (islandsk dys, en opkastet gravhøj) anvendtes førhen til at betegne de mindesmærker fra den hedenske tid i Norden, som er opførte af store sten. Nu derimod omfatter benævnelsen dysse kun stenalderens grave. Disse er i reglen opført på terrænets naturlige overflade og har form som kamre eller kister, hvilke består af store, utilhuggede, undertiden dog kløvede sten, der er anbragt (som bære- eller sidesten og dæksten tæt op til hinanden og vender den jævneste side ind imod gravens rum. De tilfældige åbninger imellem stenene er udfyldt enten med mindre rullesten eller flakte fliser, hvilke sidste imellem sidestenene ofte danner regelmæssige lag, så de ligner murværk; men kun sjældent er denne pakning lagt i ler, endnu sjældnere er sammenbøjede plader af birkebark stukket ind derimellem. En eller flere mægtige stenblokke danner loftet, og bunden er ofte brolagt med rullesten, flakte fliser eller ildsprængte flintskærver. Gravbygningen er i reglen omgivet med en lav høj, som væsentlig består af sten og hyppig kun når op til dækstenenes underside. Ofte er denne høj ved foden omsat til en kreds af sten. I det hele må dysserne siges at være opført med stor omhu og beundringsværdig dygtighed, navnlig når man tænker på, hvilke simple mekaniske hjælpemidler landets urbefolkning må antages at have haft til sin rådighed. En tid lang var dyssen så godt som den eneste kilde til viden om datidens kultur, og de har da også ydet meget værdifulde bidrag dertil.

Dysserne falder i fire grupper: Gangbygningen, runddyssen, langdyssen og den lave, stensatte kiste, som dog ikke er skarpt adskilt, men delvis går over i hinanden.

Gangbygningen

Gangbygningen (jættestue, jynovn; svensk: gånggrift, jättegraf, jättestuga) består af et kammer med gang, kamret er i reglen aflangt med afrundede ender, men også rektangulært; dets indvendige længde afveksler fra 2,8 til 12 meter, dets bredde fra 1 til 3 meter, dets højde fra 1 til 2 meter. Undertiden er der til kamret bygget et lille sidekammer, som oftest da på gangåbningens modsatte side. Mens kamret jævnlig er opført i nordligsydlig retning, udgår gangen som oftest fra midten af den østlige væg og lodret derpå. Den kan være indtil 7,8 meter lang, men er lavere end kamret og i reglen meget smal. Hyppig er gangen ikke blot lukket i den fritstående ende enten med en mængde mindre sten eller med en flad sten, men også inddelt i en eller flere afdelinger ved lige over for hinanden fremspringende sidestene, imellem hvilke der jævnlig på bunden ligger en smal sten, disse indfatninger (karmstene) er enkelte gange fundet lukkede med flade sten og har vel ellers været dækkede med træplader. Undertiden er rektangulære kamre udstyrede med to parallelt løbende gange. Nu og da er to gangbygninger byggede sammen i flugt med hinanden således, at de har den ene endesten til fælles, men hver sin gang. Der findes også mindre, 5-8-sidede gangbygninger, på hvilke gangen ofte har retning med kamrets længdeakse. Som regel er hver gangbygning omgivet med sin høj, der undertiden ved foden er omgivet med en kreds af rejste sten. Men der kendes også eksempler på, at en høj omslutter to til tre gangbygninger.

Mens disse gravbygninger i det hele har stor lighed med et hus (man har sammenlignet dem med eskimoernes og lappernes boliger), viser deres indhold, at de har været benyttede som grave. Som oftest indeholdt de levninger af flere lig, som har været ubrændte, og hvis antal kan være meget stort (indtil 70). De er lejrede på forskellige måder. Nu og da har man fundet de i udstrakt stilling liggende skeletter anbragt lagvis og lagene adskilt fra hinanden ved flade fliser. Men i reglen er de lejrede på kamrets bund, snart sat på hug op ad sidestene, snart lagt udstrakt, snart liggende uordentlig mellem hinanden. Enkelte gange er der fundet så mange skeletter, at de har dannet en tæt masse indtil dækstenenes underside. Ved ligene er der lagt værktøj (navnlig flækker, økser og mejsler) og våben (særlig spyd- og pilespidser) af flint, stridsøkser af andre stenarter, benredskaber og en mængde ravperler (hvilke i reglen har form som hamre og rør). Men desuden træffes ofte i stor mængde lerkar (i reglen som skår), der måske har indeholdt fødemidler.

Større eller mindre samlinger af trækul antyder, at der til forskellige tider er blevet tændt bål i kamret, rimeligvis for at rense luften, når et nyt lig skulle anbringes deri. Den uordentlige lejring af knoglerne hidrører måske fra senere gravlægninger, når det gjaldt at skaffe plads til de nye lig, og de mærker af brand, der jævnlig forkom på knoglerne, hidrører sandsynligvis fra de nævnte bål. Ligene er næppe ført ind i kamret gennem den lave og smalle gang, men rimeligvis nedsænkede fra oven. Til bestyrkelse herfor taler den omstændighed, at skeletter ofte ligger højere oppe end gangåbningens øverste del, ligesom kamret i reglen er fyldt med jord og sten (rimeligvis for at hindre vilde dyr fra at trænge ind i graven) næsten lige til dækstenenes underside. Derfor kunne dækstenene i sådanne tilfælde heller ikke være bragt på deres plads, førend man har besluttet sig til at ophøre med at benytte kamret efter dets bestemmelse. også gangen indeholder i reglen flere skeletter. Det tør vel antages, at gangbygningen har været et fælles gravsted for en stamme eller en landsby.

Runddyssen og langdyssen

Runddyssen og langdyssen benævnes efter formen af den indfatning af rejste stene, som omgiver den høj der omslutter gravkamret. De kunne indeslutte gangbygninger, men som oftest omslutter de mindre kamre, der snart er af en rektangulær form, snart er fem- eller sekssidede. Indgangen betegnes i reglen ved en sten, der er lavere end de andre sidestene, og udenfor står undertiden lige over for hinanden to stene som en gang. Kamrene er i reglen 1,6-2,5 meter i længde eller tværmål. Enkelte af dem indeslutter kun et lig, men jævnlig træffes i dem 3-4 lig, nedsatte i en sammenbøjet stilling, og ved dem ofte våben og værktøj af flint, lerkar og ravsmykker.

Runddyssen ansås fordum for at have været knyttet til den hedenske gudsdyrkelse og kaldtes offersted eller alter (i Sverige: Dös). Den indeslutter næsten altid kun et, som oftest kisteformet gravkammer, der jævnlig er omgivet med en lav, stenomsat, rund høj, som når indtil dækstenens underside.

Langdyssen betragtedes tidligere dels som offersted, dels som tingsted (svensk: Domaresäte). Den fremtræder i reglen som en lav og lang vold, der ved foden er omsat med sten, som ofte udmærker sig ved deres størrelse, særlig i voldens ender. Sædvanlig er langdysserne 15,7-31,4 meter lange, men kunne også nå en længde af 158 meter. Bredden varierer fra 7 til 9,4 meter, men undertiden har de næsten form som en kvadrat. De indeslutter fra et til fire, sædvanligvis kisteformede, kamre, meget sjælden fem kamre, men dyssens størrelse betinger ikke kamrenes antal. Således omgiver en 158 meter lang dysse ved Lindeskov på Fyn kun to gravkamre.

De fleste fritstående kamre, der ikke er omgivet af nogen høj eller stenkreds, er sandsynligvis levninger af rund- eller langdysser.

Lav stensat kiste

Den lave stensatte kiste er dækket eller omgivet med en rund jordhøj, hvilken ikke er omsat med sten ved foden. Den er indtil 3,7 meter lang og 0,94 meter dyb. Snart indeholder den kun et, snart flere ubrændte lig, men i reglen forholdsvis få oldsager, som væsentlig består af våben og smykker.

Der hersker forskellige anskuelser om disse forskellige dyssers indbyrdes alder. Gangbygningerne samt rund- og langdysserne er måske samtidige. De første har muligvis tjent som fælles gravsteder for et steds befolkning, de sidste måske som grave for fremragende slægter. De lave, stensatte kister synes at være af en noget yngre alder.

Udbredelse

I Norden forekommer dysserne rundt om i Danmark. Alene på Sjælland har man anslået deres tal til 3.400. Men da mange dysser i bronzealderen er blevet skjult af en høj, kan tallet på dem være endnu større. I det hele er øerne rigt udstyrede med dysser. På den jydske halvøs østlige del findes mange dysser lige fra Ejderen til op imod Skagen, hvorimod deres antal aftager ind over halvøens midte, og de forekommer kun sjælden i dens vestlige egne, hvor stenalderens grave viser sig som delvis stenomsatte fordybninger under terrænets overflade, men er synlige ved en lav høj. Disse grave indeholder et til to ubrændte lig, ved hvilke ravsmykker og våben af flint og andre stenarter samt lerkar er fundet.

I Sverige optræder dysserne særlig i Skåne, Vestergötland og Dalsland. Syd for Danmark forekommer dysserne i Tyskland vest for Weichsel og langs kysterne (Riesenstuben, Hünengräber, Hünenbetten), i Holland (særlig i Drenthe), i det vestlige Frankrig (allées couvertes, chambres des géants, dolmens), på de britiske øer (cromlechs), i kystenene i Portugal og Spanien. Derimod forekommer de ikke i Europas indre, fra den østlige del af Frankrig indtil Rusland, heller ikke i Italien og Grækenland. Dysserne findes fremdeles på øerne i Middelhavet og i det nordlige Afrika, på halvøen Krim, i Kaukasus-landene, i Palæstina og Indien samt Japan. Det er sandsynligt, at den skik at opføre dysser er indført til Europa fra Asien.

Mange dysser er udstyrede med fordybede figurer, som væsentlig består af de såkaldte »skålformede fordybninger« og kors, anbragt i kredse. De tør antages på en eller anden måde at være knyttede til de pågældende gravsteder. Men i øvrigt vides endnu meget lidt om deres betydning.



Stensammenføjninger i jættestue.

For 5000 år siden blev der opført storstensgrave som dysser og jættestuer i Danmark. Deres konstruktionsmetoder, stabilitet og bevaring er ganske enestående inden for europæisk arkitektur. Mange steder i Danmark kan man i dag kravle ind i de smukke, gamle stenrum og her få den samme rumfornemmelse, som vore forfædre fik i stenalderen.



Runddysse og langdysse

En dysse består af mindst fire lodretstående sten, der øverst er dækket af en stor vandretliggende dæksten. Nogle gange kan dyssen have en lille gang, der aldrig er dækket af en dæksten. Dysserne kan ligge enkeltvis i landskabet, eller de kan ligge mange sammen. Dysserne kan være indrammet af andre store sten. Hvis dysserne tilsammen udgør en kreds, kaldes det en runddysse, men hvis dysserne tilsammen udgør en rektangulær form kaldes det en langdysse. Dysserne formodes at have været benyttet til begravelser, men de skeletter, der er fundet i dem er flere hundrede år yngre end dysserne, der blev opført omkring 3500 til 3200 f.Kr. Ved arkæologiske udgravninger ses det, at man ved dysserne har ofret flotte lerkar og flintøkser.



Jættestue

Omkring 3200 f.Kr. udviklede stenarkitekturen sig til jættestuer. Man begyndte at bygge store stenkamre med en overdækket gang. Jættestuerne har i reglen en bredde på 2,5 m og kan være mere end to meter høje og over ti meter lange. Vinkelret på kammeret var der altid placeret en lav gang. Jættestuerne var placeret i en rund- eller langhøj, og de har altid været helt jorddækkede.

Externe referencer

For yderliger information, prøv at se på følgende hjemmesider:

toBeAdded











MegalitCulture
MegalitCulture large

Megalit kulturens
udbredelse i Europa

 
  Indledning
  Rejser
  Fotogalleri
  Kalender
  Links
  Europa >>
         Belgien
         Danmark >>
                  Bornholm
                  Fyn
                  Jylland
                  Sjælland
                  Øerne
         England
         Frankrig
         Grækenland
         Holland
         Irland
         Italien
         Malta
         Norge
         Portugal
         Skotland
         Spanien
         Sverige
         Sweitz
         Tyskland
         Wales
         Østrig
  Verden
  Arkæoastronomi
  Orbs fænomener
  Tempelridderne
  Glastonbury Webcam
  Karon beach
  Free PageRank Checker