Megalitter, som man kan se i Danmark

Megalitter i Danmark.

Historien om fredninger af dysser og jættestuer i Danmark er en lang vej mod den fredninng der er i dag, og lidt af en gyser.

Den historiske interesse for de danske megalitgrave blev indledt af Saxo ca. år 1200 e. Kr., i den danske befolkning har stendysser og jættestuerne stået som monumenter over forfædrene, lige siden de blev bygget.

Det vil sige bortset fra dem, som mente de bare kunne bruge dem som byggemateriale, eller materealistiske bønder, som for usel mamon pløjede gravhøje ned for at opnå en forøgelse af deres markareal på nogle få kvadratmetrer.

Først i 1969 blev det ulovligt at ødelægge fortidsminder.

Mindst 9.000 forhistoriske gravsteder i Danmark er beskadiget, og danske landmænd står for næsten en tredjedel af ødelæggelserne. Det viser en foreløbig undersøgelse fra Kulturarvsstyrelsen.

Landmænd har beskadiget 3.000 fortidsminder under pløjning og såning, og det er ifølge naturbeskyttelsesloven ulovligt. Man skal nemlig holde sig på to meters afstand fra et fortidsminde, når man arbejder på marken.

Hvis ikke det bliver overholdt, kan det føre til bøder eller i værste fald fængselsstraf.

Artikel fra Politiken, 13. mar 2009

Fra på mandag risikerer det at koste klejner for landmænd, der kommer for tæt på gravhøje.

Landmænd, der ikke holder deres maskiner mindst to meter fra en af de 20.000 fortidsminder på åbent land kan miste op til 20 procent af hektarstøtten.

Det nye regelsæt træder i kraft på mandag efter at have været i høring, og de nye regler vil blive anvendt, fastslår Danmarks Naturfredningsforening overfor JydskeVestkysten. Stendysse

Hvad er en megalit?

Betegnelsen megalit kommer af de to græske ord "mega" (stor) og "lithos" (sten), og betyder altså "stor sten". Inden for arkæologien er ordet megalitgrav en betegnelse for bondestenalderens storstensgrave (dysser og jættestuer), der netop er bygget af store sten. Anvendelsen af betegnelsen megalitgrav er et relativ ny inden for arkæologien, og tidligere anvendtes udelukkende ordene dysser, jættestuer og storstensgrave.

I Danmark anlagdes megalitgravene mellem 3500 f.Kr. og 2800 f.Kr.

Langhøj, dysse og jættestue - Hvad er hvad, og hvad kom først?

Det tidligste bevis for det markante skifte i den første bondebefolknings opfattelse af livet og døden udgør de mægtige langhøje med træbyggede kamre, hvoraf de ældste dateres til ca. 3800 f. Kr. Hidtil havde man gravlagt de døde i mere simple jordfæstegrave. Som navnet siger, er langhøjene lange jordhøje på op mod 80-90 meters længde med gravlæggelser inde i højen. Nogle af de kendteste eksempler på langhøje er undersøgt på Bygholm Nørremark nær Horsens og ved Barkær på Djursland.

Dysserne begyndte man først at opføre i det sydskandinaviske område omkring 3500 f. Kr. Dysserne blev bygget af store sten men er dog betydelig mindre end de senere jættestuer. De ældste dysser havde ikke nogen indgang, men bestod kun af et enkelt, rektangulært kammer med højest to dæksten over gravkammeret. Overalt i landet findes tusindvis af bevarede dysser, som eksempelvis Carlsstenen ved Frederiksværk. Til de senere dyssekamre førte en kort gang, der altid var bygget i forlængelse af kammeret.

Omkring 3300-3200 f. Kr. afløstes dysserne af de mere komplicerede jættestuer, som bestod af et aflangt gravkammer, hvortil der førte en gang, hvis retning altid er vinkelret på gravkammeret. Jættestuerne blev opført over en ganske kort periode på måske kun hundrede år.

Omkring 2800 f.Kr. skete der et skift til enkeltgrave i høje uden stensætning. Enkeltgravene er ofte lagdelte. Nye begravelser er sket oven på en gammel høj, der så har fået et nyt lag jord. Enkeltgravskulturen kaldes somme tider Stridsøksekulturen eller stridsøksefolket, og blev før i tiden regnet for de første spor af indoeuropæisktalende folk i landet.

Hvem har bygget jættestuerne?

Den danske historieskriver Saxo, der i middelalderen skrev bogen "Danernes bedrifter", var af den opfattelse, at storstensgravene var blevet bygget af jætter, en slags store mennesker. Dette byggede han på de store stenkamre, der efter hans opfattelse ikke kunne være opført af almindelige mennesker. Senere tiders udforskning af dysserne og jættestuerne har dog vist, at de personer, som opførte de store stengrave ikke var jætter, men derimod højtspecialiserede håndværkere. Formentlig har der været tale om omrejsende håndværkersjak, som har rejst rundt i egnen og opført de talrige megalitgrave. Dette bygger man blandt andet på, at der i visse områder findes små konstruktionsdetaljer, som er så specielle, at kun det samme hold håndværkere kan have været med til at opføre jættestuerne. Et af de mest synlige tegn på disse omrejsende håndværkere finder man i Nordvestsjælland i egnen omkring Kalundborg, hvor der findes talrige af de såkaldte tvillingejættestuer - en dansk specialitet, som kun kendes fra Nordvestsjælland og Limfjordsområdet og en enkel på Møn.

Hvor mange megalitter blev der lavet i Danmark?

Det i dag kendte antal megalitter fordeler sig på godt 6.000 dysser og knap 700 jættestuer; desværre er langt de fleste af disse kun synlige som en plet på de arkæologiske kort, mens mindretallet kan påtræffes rundt omkring i landskabet. Kvalificerede beregninger baseret på kendskabet til topografi, arkæologiske fund samt de faktorer, der har ført til sløjfningen af tusindvis af megalitter gør det realistisk at anslå, at der oprindelig har været opført 20-25.000 storstensgrave i Danmark i perioden 3.500-3.200.

Ikke ganske overraskende har det vist sig, at megalitterne er opført i umiddelbar nærhed af en boplads. Udbredelsen af gravene giver således tillige et billede af den bebyggelsesmæssige udnyttelse af landskabet på den tid. Og konklusionen må nødvendigvis være, at der er tale om et samfund i vækst og balance.

Overskuddet – åndeligt såvel som rent arbejdsmæssigt - kommer dels til udtryk i opførelsen af megalitterne, dels i den håndværksmæssige kunnen, der arkæologisk er let påviselig i oldsagsmaterialet. Redskaberne har høj kvalitet, og lerkarrene er i fremstilling og udsmykning noget af det bedste, der kendes fra oldtiden.

En almindelig tolkning af megalitterne foreslår, at de blev anvendt dels til markering af mindre gruppers territorium, dels som permanent opbevaringssted for enten hele lig eller skeletterede lig, der en periode har været deponeret på Saruppladserne, hvor de indgik i kultiske ceremonier. Ophøret i opførelsen af jættestuerne synes at falde sammen med et tilsvarende ophør i anvendelsen af Saruppladserne ("samlingsplads") som centrale religiøse steder for et større områdes befolkning – omkring 3.200 f.Kr. Måske skal det ses i sammenhæng med et agerbrugssamfund, hvor ejendomsretten lå fast, og hvor effektiviteten i forbindelse med husdyrhold og dyrkningsmetoder – brugen af arden kommer ind på dette tidspunkt – overflødiggør jævnlige samlinger af et større områdes folk samt af opførelsen af de territorium markering med megalittegrave.

En mængde fortidsminder er blevet jævnet med jorden for ikke at være i vejen for det stadig mere effektive landbrug. Mange stendysser og jættestuer blev hugget op og anvendt til husbyggeri og vejanlæg.

I Danmark findes 30.000 fredede fortidsminder. En stor del af fortidsminderne er gravhøje fra sten- og bronzealderen, men blandt de fredede fortidsminder findes der også dysser, jættestuer, runesten, voldsteder, kirkeruiner, gl. broer og hulveje. Mange fortidsminder er forsvundet i tidens løb, og omkring 2/3 af alle gravhøje er blevet fjernet.

Fortidsminder - regler

På Kulturarvsstyrelsens hjemmeside er det muligt at se, hvor de fredede fortidsminder ligger. Du finder link til siden i højre spalte.

I bogen "Guide til danske fortidsminder", fra Gyldendals forlag findes en kort beskrivelse af et udvalg af kendte fortidsminder i Danmark med oversigtskort og kørselsvejledning. I guiden kan du læse om adgangsmulighed til fortidsminderne.

Beskyttelse af fortidsminder

De fredede fortidsminder er omfattet af både museumsloven og naturbeskyttelsesloven. Kulturarvsstyrelsen administrerer museumslovens bestemmelser om beskyttelse af selve fortidsminderne og 2 meter bræmmerne omkring dem. Kommunen administrerer naturbeskyttelseslovens bestemmelse om 100 meter beskyttelseslinien omkring fortidsminderne.

Ændringer af tilstanden

Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af fortidsminderne. Det er ikke tilladt at skade eller ændre fortidsminderne ved eksempelvis gravning, pløjning, kørsel og beplantning. Det er også ulovligt, at aflæsse affald eller sten på fortidsminderne (museumslovens § 29 e).

Dyrkningsfri bræmme

På fortidsminder og inden for en afstand af 2 meter fra dem må du ikke dyrke, gøde eller beplante. Du må heller ikke anvende metaldetektor (museumslovens § 29 f).

Inden for 2 meter bræmmen kan der ofte være anlæg og oldsager knyttet til fortidsmindet. Dispensation fra museumslovens bestemmelse om den dyrkningsfri bræmme kan gives af Kulturarvsstyrelsen, og det sker kun i meget sjældne tilfælde.

2 meter bræmmen udmåles fra foden af fortidsmindet. Bræmmen kan etableres ved blot at undlade jordbehandlingen og lade arealet passe sig selv, eller du kan tilså bræmmen med græs.

For at være sikker på fremover at overholde 2 meter bræmmen, kan den afmærkes med et par synlige sten eller lignende.

100 meter beskyttelseslinien

De fleste fortidsminder er omgivet af en 100 meter beskyttelseslinie, som betyder, at der ikke må ske ændringer af arealerne inden for en afstand af 100 meter fra fortidsmindet (naturbeskyttelseslovens § 18). Der må eksempelvis ikke smides en bunke marksten, nedgraves dræn eller vandledninger, bygges, tilplantes eller plantes læhegn. Almindelig landbrugsdrift må gerne finde sted, herunder må der eksempelvis godt indhegnes med landbrugshegn omkring fortidsmindet. Som ejer kan du søge dispensation fra bestemmelsen om 100 meter beskyttelseslinien hos Teknik- og miljøforvaltningen.

Kommunen fører tilsyn med, at naturbeskyttelseslovens bestemmelser om fortidsminder overholdes.

Bøndernes uansvarlig omgang med gravhøje

Artikel fra Politiken, 27. okt 2008:

Den unge mand sad højt til vejrs og bumlede hen over marken.

Han var hyret af landmanden til at passe jorden, og med den ene hånd på rettet og den anden på mobiltelefonen pressede han ploven gennem jorden, mens et par af fingrene var i færd med at skrive en sms.

Og så gik det galt.

Uden at opdage det styrede han sin plov hen over en gravhøj. Højens ene side blev pløjet helt lige. Det så fjollet ud, mente han. Derfor gik han i gang med at pløje gravhøjens andre sider.

Til sidst var højen helt firkantet.

»Godt fingerpeg«
Den firkantede gravhøj er blot et ud af mange eksempler på, hvordan danske fortidsminder er blevet beskadiget på dyrket jord.

Det burde ellers ikke ske. Ifølge naturbeskyttelsesloven er det forbudt at pløje og plante i en radius på to meter omkring et fortidsminde. Alligevel har landbruget skylden for omkring 3.000 skader på Danmarks fortidsminder.

Det tal stammer fra en undersøgelse, som ti museer udfører for Kulturarvsstyrelsen. Foreløbig er kun 10 procent af museernes indberetninger blevet undersøgt.

» Men de giver et godt fingerpeg om, hvordan det står til med fortidsminderne«, siger kontorchef fra Kulturarvsstyrelsen, Henrik Jarl Hansen, til Landbrugsraadets magasin FoodCultures.

I alt er 9.000 fortidsminder ud af Danmarks i alt 31.000 blevet beskadiget. Nogle af skaderne er forårsaget af ræve og grævlinger og andre af helt almindelig erosion. Derimod er hovedårsagen til skaderne på 3.000 fortidsminder, at landmændene ikke overholder lovgivningen.

Kritik fra egne rækker
Det får formanden for Dansk Landbrug, Ib W. Jensen, til at lange ud efter l andmændene.

»Jeg bliver ked af det, og jeg har meget svært ved at forstå, at man ikke kan overholde en to meters bræmme. Det er sjusk, der ødelægger fortidsminderne, og der er absolut ingen undskyldning«, siger han.

Men selv om problemet er til at få øje på, ønsker Kulturarvsstyrelsen ikke at fare ud med bål og brand over for de landmænd, der skader fortidsminderne.

»Mange af skaderne påføres af dem, der udfører arbejdet for landmændene. De har ikke samme forhold til jorden som l andmanden selv«, siger Henrik Jarl Hansen til FoodCultures.

»Landsmandens ansvar«
Den kommentar støder Ib W. Jensen.

»Selv om landmanden har bestilt folk fra maskinstationer til at udføre arbejdet på marken, er det altså landmandens eget ansvar at instruere sine folk i at passe på fortidsminderne«, siger han.

Ib W. Jensen vil nu forsøge at få sine fagfæller til at passe bedre på jættestuer, stendysser og gravhøje.

»Jeg kunne forestille mig at lave noget oplysningsarbejde på planteavlermøder. Men måske skal der også strengere midler til«, siger han med adresse til, at loven åbner for bødestraf for overtrædelse af reglerne.

Fakta

Mindst 9.000 forhistoriske gravsteder i Danmark er beskadiget, og danske landmænd står for næsten en tredjedel af ødelæggelserne. Det viser en foreløbig undersøgelse fra Kulturarvsstyrelsen.

Landmænd har beskadiget 3.000 fortidsminder under pløjning og såning, og det er ifølge naturbeskyttelsesloven ulovligt. Man skal nemlig holde sig på to meters afstand fra et fortidsminde, når man arbejder på marken.

Hvis ikke det bliver overholdt, kan det føre til bøder eller i værste fald fængselsstraf.

Artikel fra Politiken, 13. mar 2009

Fra på mandag risikerer det at koste klejner for landmænd, der kommer for tæt på gravhøje.

Landmænd, der ikke holder deres maskiner mindst to meter fra en af de 20.000 fortidsminder på åbent land kan miste op til 20 procent af hektarstøtten.

Det nye regelsæt træder i kraft på mandag efter at have været i høring, og de nye regler vil blive anvendt, fastslår Danmarks Naturfredningsforening overfor JydskeVestkysten.

Et stærkt instrument

»I de seneste 15 år har landbruget overtrådt reglerne om mindst to meters afstand til gravminderne uden de store konsekvenser. Men nu er der virkelig kommet et stærkt instrument, som er helt anderledes kontant«, siger Jan Petersen fra naturfredningsforeningen til avisen.

Direktoratet for FødevarerErhverv oplyser, at fødevareministeren formelt mangler at godkende de nye regler.

Den information, som findes i jorden, frigives først i det øjeblik, den udgraves. Udgravningens kvalitet afgør informationens. Arkæologiens paradoks er, at man ødelægger kilden i det øjeblik, den skabes. Når en grav udgraves, ødelægges tingenes sammenhæng med jordlag og hinanden, men uden udgravning fås ingen kvalificeret oplysning om noget som helst.

Først i 1969 blev det ulovligt at ødelægge fortidsminder. Inden ødelæggelse skal de undersøges. Siden da er tusindvis af bopladser, gravhøje etc. udgravet som redningsgravninger, dvs. reddet fra den rene udslettelse til en kontrolleret ødelæggelse. Mekanisering og anden ny teknik har givet en stribe nye oldtidsmindetyper, og navnlig bragt helt ny indsigt i husarkitekturen gennem oldtid og middelalder. Den helt store trussel er landbrugets stadige afhøvling af de endnu bevarede jordlag.

15. december 2008 offentliggjorde forskere fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet i det videnskabelige tidsskrift Acta Archaeologica, resultatet af komplicerede beregninger, som viser at de danske jættestuer sandsynligvis er orienterede efter retningen til fuldmåne, måske oven i købet efter retningen til fuldmånen umiddelbart inden en måneformørkelse.

Beregningerne

Retninger til fuldmånens opgang og tidspunktet for måneformørkelser er vanskelige at beregne på grund af Solens forstyrrende indflydelse på Månens bane omkring Jorden, der bevirker at månebanens plan drejer med en periode på 19 år.

Men den største komplikation er, at Jordens rotation har ændret sig i tidens løb, så den nu roterer langsommere end tidligere, så det krævede helt særlige udregninger og korrektioner at regne mere end 5.500 år tilbage i tiden og se, om måneformørkelserne kunne ses fra Danmark.

Koncentration af retningen øst/syd-øst

Der er en betydelig koncentration af retninger mod øst/syd-øst set indefra jættestuen. Det kunne umiddelbart tolkes som at jættestuerne er anlagt efter retningen til Solens opgang ved vintertid, men det er iflg. forskerne mere sandsynligt, at de er anlagt efter retningen til opgangen af fuldmånen, f.eks. den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Beregningerne viste, at der i tidsrummet fra 3.300 til 3.100 år f.v.t. var en overhyppighed på 50 % i antallet af måneformørkelser, der kunne ses i Danmark. Og det spændende var, at mønstret viste, at det kunne passe med fuldmåneopgange umiddelbart inden der kom en måneformørkelse.

Hvordan stenalderfolket har vidst, at der efter en fuldmåne ville komme en måneformørkelse er uvist, men som astronom Per Kjærgaard Rasmussen forklarer: -har man observeret én måneformørkelse, er der en meget stor sandsynlighed for, at der enten 12 måneder eller 19 år senere vil komme en ny måneformørkelse. Jættestuerne har været brugt til begravelser, og at indgangsretningerne er koncentreret mod fuldmånen kunne tyde på en rituel praksis, der involverer Månen. [2]

helligkilde, kilde, hvis vand ansås for at være helbredende. Ifølge dansk folketro var "kraften" i vandet på sit højeste valborgsaften (30. april) og sankthansaften (23. juni), som derfor var de foretrukne besøgstider. Det var især gigt, lammelse, sår og bylder, skab og fnat samt mave- og øjensygdomme, man søgte helligkilderne for. Vandet skulle drikkes af nye lerskåle, som bagefter knustes og kastedes i kilden eller ved siden af. Folk, som følte sig helbredt, efterlod deres bandager og krykker i nærheden. Man kunne også bringe kildevandet med hjem, men så måtte man ikke tale, mens det østes op, og på hele hjemrejsen måtte vandet ikke komme under tag, ellers mistede det sin kraft. Langt tilbage i tiden brugtes at "ofre" mønter til kilden. Det ældste møntfund kan dateres til ca. 1025 og stammer fra Sankt Olai Kilde ved Vordingborg. At kulten går tilbage til hedensk tid, ses bl.a. af, at Odin, Thor og Frejs navne har overlevet ved et par kilder. De allerfleste kilder bærer dog katolske helgennavne, hvilket vidner om det middelalderlige missionsarbejde, der også kom til udtryk ved, at man rejste kirker og kapeller ved de mest populære helligkilder. Med Reformationen 1536 blev kilderejserne udråbt som papisme, men de blev ikke forbudt, da præsterne til deres sociale arbejde dårligt kunne undvære de penge, som blev lagt i kildeblokkene og fx i Kippinge på Falster løb op i formuer. Kildebesøgene holdt sig helt op til 1800-t.s midte. I forbindelse med de årlige besøgsdage holdtes der nogle steder kildefester med musik og dans og andre steder kildemarked med kramboder og alskens gøgl. Et sådant marked blev fra ca. 1750 afholdt ved Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven i ugerne omkring sankthans, hvilket blev oprindelsen til Dyrehavsbakken. Enkelte steder fortsatte kildemarkederne helt op til begyndelsen af 1900-t., fx ved Helene Kilde i Tisvilde. I starten af 2000-t. er Svaneke det eneste sted i Danmark, hvor man kan se en kildefest; den holdes hvert år til sankthans. 1976-83 blev de danske helligkilder kortlagt af forfatteren Siegfred Svane (1908-92), der ved selvsyn lokaliserede i alt 720 og i mange tilfælde også tog vandprøver, som han fik analyseret med henblik på, om kilderne indeholdt "særlige stoffer". Svanes papirer tillige med en del, i øvrigt negative, analyserapporter er indgået i Dansk Folkemindesamling.

Danmark Helligkilder. Oversigt ved August F. Schmidt. Kbh 1926. [Danmarks Folkeminder nr. 33] Se også her

Dysser kaldes også storstensgrave, da de består af et gravkammer bygget af store bæresten og med en stor overligger også af sten. Omkring gravkammeret blev bygget en høj omkranset af randsten. Der findes både aflange og runde dysser, der derfor kaldes langdysser eller runddysser. Dysserne stammer fra perioden 3600 til 3200 f.kr.

Bautasten, er aflange sten som er stillet på højkant, ses i Danmark især på Bornholm. De fleste menes at være rejst for 1500 - 3000 år siden

Helligkilder. Helt tilbage til stenalderen kendes offerfund fra kilder og moser, og i historisk tid sættes der (ofte helgen-)navn på en del kilder. Meget forskellige anlæg fra smukke sten eller træbyggede anlæg, til et simpelt rør nedgravet i jorden.

Jættestuer minder lidt om dysserne, men gravkammeret er større, og hvor indgangen til gravkammeret i dysserne lå i forlængelse af kammeret, udgår indgangen fra siden af gravkammeret i jættestuerne. Disse stammer fra en ca. 100 år lang periode omkring 3200 år f.kr.

Runesten adskiller sig fra bautasten ved at være forsynet med indskrift. Runesten stammer i Danmark fra ca. år 800 - 1025.

Røser er menneskeskabte samlinger af sten. Rydningsrøser er samlinger af "marksten" i forbindelse med gamle agersystemer, og indeholder ofte meget forskellige størrelser af sten. Gravrøser er samlinger af sten i forholdsvis ensartet størrelse, og kan ofte have karakter af små bolagte svage højninger, og indeholder ofte en eller flere urnegrave.

Skibssætninger er spidsovale stensætninger formet som et skib, og kendes fra bronzealderen og frem til vikingetid.

Stengrave er en fælles betegnelse for alle stengrave, men ofte menes der andre stengrave end dysser og jættestuer. Disse kan være fra forskellige perioder og bygget på mange forskellige måder, men fælles er altså at en overvejende grad af selve graven er af sten

Saxo Grammaticus, vores første historieskriver, skrev i sin fortale til Danmarks Riges Krønike: ”I gamle Dage maa Danmark være blevet bebygget og opdyrket af et Slags Jetter, thi det kan man se paa de uhyre store Stene over Grav-Kjældrene og Jette-Stuerne”.

Hvorfor blev storstensgravene bygget? Byggeriet af storstensgrave var en kæmpe kraftanstrengelse. Op mod 25.000 af dem blev opført inden for få hundrede år. Det er anslået, at bygningen af en storstensgrav i gennemsnit har taget 10.000 arbejdstimer. Men hvorfor investerede man så store ressourcer i byggeriet og håndteringen af op mod 20 tons tunge granitblokke? Et af formålene med byggerierne var at konstruere varige monumenter for de afdøde forfædre. Bondestenalderen gravmonumenter viser, at der var sammenhæng mellem de dødes og de levendes verden – i de levendes verden var mindet om de døde altafgørende. Mindet kunne holdes i live ved at bygge disse bestandige monumenter. Monumenterne kunne formentlig også markere territorier – de der havde bygget monumenterne havde retten til landet. Og endelig kunne selve byggeprocessen være vigtig for samfundet. Ved at samle så mange mennesker og arbejde sammen, kunne man styrke sammenholdet i gruppen.

Svendborg Amt. Top nr. 1044. Hellig kilde Tåsinge, Bregninge sogn, i Bregninge Skov. Top. Nr. 1044. Ganse Kilde ved Kærstrup Voldsted (på Nors Mark) i nærhed af Bregninge Skov; måske identisk med forannævnte kilde. Top. Nr. 1045. St. Olufs Kilde, Tåsinge, Landet sogn, i St. Olufs kapel i Bryllise Vang, Lund Mark. Top. Nr. 1023. Hellig Kilde, Fåborg, øst for Fåborg ved nuværende ejendom Carolinelund, matr. Nr. 86, hvor der i middelalderen fandtes et helligkorskapel. Top. Nr. 1039. Sundhedskilde, Sunds herreds, Stenstrup sogn i Kildeløkken ved Stenstrup. Top. Nr. 1059. Hellig Kilde, Sallinge herred, Krarup sogn, i en mose vest for Krarup kirke nord for Skolehaven. Top. Nr. 1061. Røde Kilde, Sallinge herred, Herringe sogn, på Bjærte Mark. Top. Nr. 1072. Hellig Kilde, Sallinge herred, Hillerslev sogn, i den østlige side af Kirkelung, en mose ved Nybølle. Top. Nr. 1073. Hellig? Kilde, Sallinge herred, V. Hæsinge sogn, findes iflg Trap i Trente Mølles have. Top. Nr. 1077. St. Olufs Kilde, Sallinge herred, Svanninge sogn i de såkaldte Søegs Marker på en høj bakke. Top. Nr. 1078. Frue Kilde, Sallinge herred, Horne sogn, ved Bøjden. Top. Nr. 1079. Kong Valdemars Kilde, Sallinge herred, Lyø, i nærhed af Lyø by i noget krat. Top. Nr. 1092. St. Annæ Kilde, Gudme herred, Ryslinge sogn ved St. Annæ Kapel i Lørup by i Kapemaen. Top. Nr. 1093. Hellig Kilde, Gudme herred, Gislev sogn, muligvis på de såkaldte Kapelagre sydvest for kirken. Top. Nr. 1121. St. Madses Kilde, Vinding herred, Vinding sogn, på Kogsbølle Mark nær Vinding kirke. Top. Nr. 1123. St. Regisse Kilde eller Rise Kilde, Vinding herred, Frørup sogn /to pileskud/ sydvest for Frørup. Top. Nr. 1124. Hellig Kilde, Vinding herred, Ørbæk sogn, på Ørbæk gade, 1623. Top. Nr. 1153. Hellig Kilde, Langelands Sønderherred, Lindelse sogn, mellem Snaremosesø og Lindelse Nor. Viufkilden findes tæt derved. Top. Nr. 1154. Saræ Brønd, Langelands Sønderherred, Humble sogn, ved gaden i Humble. Top. Nr. 1164. Kilde, Ærø, Rise sogn, ved foden af Lastenshøj på Snekkemose Mark.

Externe referencer

For yderliger information, prøv at se på følgende hjemmesider:

Dysser og jættestuer i Helsingør Kommune

Liste over oprindelige megalitsteder (402 sider !!)

Nationalmuseet, besøg gravene

Danmarks Naturfredningsforening, gravhøje og dysser

Kulturarvesstyrelsen, tilsyn med fortidsminder

Cykeltur til Vestegnens gravhøje

Søgninger i "Fund og Fortidsminder".

Danske fortidsminder

Friluftkortet

Danmark, før og nu 4cm. kort

Danmarks Kulturarvs Forening

Nationalmusseet, Guder & Grave

Stenalder opdeling perioder

Category:Dolmens in Denmark

Stenalderens storstensgrave

Lejre Historiske Forening - Storstensgrave

Egedal Historie http://www.egedalhistorie.dk/cms/site.aspx?p=2759&mode=show&showid=33

Megalit kulturens
udbredelse i Europa